Rosernes hestegødning eksploderer af liv

Anden påskedag var jeg med hund og familie i skoven. Her mødte vi et ægtepar med hund, der gik og samlede hestepærer op fra ridestien, hvor man normalt ikke skal gå eller cykle, da det kan skræmme hest og rytter.

Men de var på en god mission og skulle skaffe saft og kraft i form af gødning til deres roser hjemme. I bl.a. kokasser og hestepærer vokser der de mest fantastiske svampe, og de er noget af det hurtigst accelererende i universet.

Pilobolus- også kaldt boldtkaster, er en lille ca. 8 mm høj svamp, som skyder sine sporer af sted med op til 20.000 G, og vi mennesker kan vist klare 6 G uden at besvime.

Svampen er ganske fredelig og ganske smuk, hvis man ligger på knæ og evt. har husket sine briller. Boldtkaster kan skyde sine sporer to meter væk i håbet om, at en ny ko kommer forbi og spiser græsset lige der.

Find legebarnet frem og tag lidt hestegødning og put det i en plastikbakke med låg. Lad lidt plads være op til låget, gerne en sjat vand i bunden og stil den i drivhus eller blot, hvor den får sol. Efter cirka syv dage kan man se den smukke svamp og se mærker efter, at sporerne har ramt låget. Og faktisk kan man også høre, når de skydes af og rammer låget.

Middagstid skulle være det bedste tidspunkt for Pilobolusgaloppen.

Læs også: 3 hurtige i haven i maj

naturbloggen

Naturbloggen med Thomas Neumann

Jeg har en lang og lys kærlighedshistorie med friluftsliv, miljø og naturen. Med årerne er kulturhistorien i dyr og planter kommet ind som endnu en måde at nyde og udforske naturen på. Små naturæstetiske oaser som spindelvæv i sensommersol og storslåede vidder giver samme glæde. At dele naturoplevelserne med børn er berigende og det bedste, jeg ved. Som naturvejleder hos Danmarks Naturfredningsforening kan jeg kombinere min passion med mit job.