Ved Roskilde Fjord i et gammelt sommerhusområde ligger et nyt træhus. Det blev bygget i 2007/2008 af parret Marianne og Trygve, efter at de længe havde ønsket sig at bo tættere på vandet.

“Vi boede på daværende tidspunkt på samme vej, men i anden række. Vores genbos søn havde et ældre sommerhus i første række, og en dag bankede han på og spurgte, om vi var interesseret i at købe det. Vi havde ved en tidligere lejlighed fortalt genboen om vores ønske, så vi blev glade for tilbuddet og slog til med det samme,” fortæller Marianne Eriksen om området, hvor hun og manden Trygve bor.

Parrets oprindelige tanke var at tage udgangspunkt i det eksisterende murstenssommerhus, men det stod hurtigt klart, at det betød for mange kompromiser for at få det hus, de ønskede. Derfor valgte de at rive det helt ned og starte forfra.

“Det er jo et gammelt sommerhusområde, vi bor i, så vi blev hurtigt enige om at tage udgangspunkt i de klassiske, sorte træsommerhuse. Men det skulle være moderne og enkelt, og den fantastiske udsigt skulle komme flest mulige rum til gode.

Samtidig var der en del restriktioner i området, vi måtte forholde os til, blandt andet at der kun må bygges i ét plan. Derfor er huset bygget ind i skrænten, og hele underetagen er udelukkende kælder, værksted og badeværelse, dvs. ikke beboelse. På den måde har vi fået de kvadratmeter, vi har brug for og samtidig overholdt reglerne.”

Læs også: Moderne tilbygning til romantisk træhus

JR.180.028

Drømmen om et foranderligt hus

Drømmen var at skabe et både hyggeligt og charmerende hus med rene linjer og store rum med højt til loftet. Parret har tidligere boet i en herskabslejlighed i København, og fornemmelsen fra lejligheden ville de gerne overføre til huset.

Det centrale i tegneprocessen var desuden at skabe et hus, der var praktisk og funktionelt, og som ikke ville kræve al for megen vedligeholdelse. Alle værelserne er derfor samme størrelse, så der frit kan flyttes rundt, efterhånden som parrets og børnenes behov ændrer sig.

Desuden ville de have et stort køkken-alrum; “Vi kan godt lide selskaber og har madklub én gang om ugen, hvor vi er tre børnefamilier, der mødes på skift hos hinanden. Derfor ville vi have et køkkenalrum, hvor der hurtigt kan gøres plads til mange mennesker, hvor vi kan være sammen til hverdag, og hvor vi kan nyde udsigten.

” Processen hen til det færdige resultat har dog været lang, og idéerne har ændret sig meget undervejs. “Vi startede med at ville bygge et træ-længet hus. Derefter et hus med terrasse hele vejen rundt. Og nu har vi et hus i forskudte planer med terrasse på to sider. Sådan er det; man starter et sted og slutter et helt andet.”

JR.180.022

80 procent selvbyg

Da idéerne var på plads, tegnede parret selv tegningerne af huset, og siden har en arkitekt projekteret selve byggeriet. Og med hjælp fra Trygves forældre, har de bygget næsten hele huset selv.

Alle gulve er af fyrretræ og hvidlakeret med en slags autolak, fordi almindelige trægulve hurtigt bliver slidte, der hvor børnene løber meget frem og tilbage. På alle gangarealer og i kælderen er der lagt en skifer-lignede flise.

Læs også: Inspiration til lille makeover eller stor ombygning af terrassen

JR180.015

“Det skal være nemt at holde rent.”

Mange tror, at hvide gulve er sværere at holde end andre, men faktisk er de meget nemme, fordi de bare kan tørres over,” fortæller Marianne.

Huset er beklædt med canadisk cedertræ, og Trygve brugte lang tid på at finde det helt rigtige. “Jeg ville gerne have spil i facadens beklædning, og samtidig skulle det være enkelt, så det matcher husets arkitektur. Derfor valgte vi cedertræ. Desuden slår det sig næsten ikke, hvilket giver det en fordel frem for mange andre typer af træ som lærk, der slår sig meget, og som vores foregående hus var beklædt med.”

Alle vægge og lofter er filsede og malet med almindelig vægmaling, og der er indlagt jordvarme i hele huset og komfortventilation, hvilket er med til at gøre det til et lavenergihus med et godt indeklima.

JR.180.016

Klassisk og moderne, æstetisk og funktionelt

Resultatet er et gennemtænkt og meget velfungerende hus, der til fulde opfylder familiens behov for både charme, sjæl og rene linjer: “Det eneste problem er, at når solen står ind fra vest, er her meget, meget hvidt. Vi vil derfor have en form for markise, men har endnu ikke fundet en, der passer ind. Så måske tegner jeg den selv”, fortæller Trygve.

“Vi tænkte meget over, hvad vi gerne ville ændre fra det gamle hus, og derfor har et praktisk, funktionelt og lyst hus, der kan forandre sig med vores skiftende behov, været den drivende kraft. Derfor har vi også kun ét badeværelse nedenunder og ét toilet ovenpå. Vi vil hellere bruge tiden på andre ting end rengøring og vedligeholdelse.”

Læs også: Fra skimmel og råd – til harmoni og drømmehus

JR180.012

Tekst  Jesper Ray

Foto  Jesper Ray