Spørgsmål om en byggeskadeforsikring, der aldrig blev tegnet

Hej
Vi har bygget helt nyt hus for snart 5 år siden her til september.
Vi har fundet ud af via kommunen at det firma som har bygget vores hus ikke har betalt for en byggeskadeforsikring selvom det er medregnet i vores kontrakt. Firmaet har indhentet et tilbud på hos Topdanmark på 38.000 men de har fornylig fortalt os at den aldrig er blevet betalt:-(
Hvad har vi af muligheder for at få vores penge tilbage for forsikringen vil ikke tegne nogen forsikring så længe efter?
Firmaet er umiddelbart ikke lukket ned men de svarer ikke på mails og telefon mere.
Kan man lave et civil søgsmål?

Mvh
Mikael Christensen

Læs også: Frøformering af Primula

Svar

Hej Mikael.

Det korte svar på dit spørgsmål er ja. Såfremt firmaet har misligholdt aftalen, kan der rettes krav mod firmaet.

Jeg lægger umiddelbart til grund, at I har fået opført huset af en professionel bygherre (typehusfirma/totalentreprenør), og at I således ikke selv har stået for byggeriet. I det tilfælde er der pligt til at tegne en byggeskadeforsikring. Endvidere er der pligt til, når byggeriet færdigmeldes overfor kommunen, at medsende dokumentation på tegnet byggeskadeforsikring, hvorfor det undrer mig, hvis færdigmelding er sket, uden at byggeskadeforsikringen er tegnet.

Jeg vil råde jer til at kontakte en boligadvokat for en nærmere gennemgang af entreprisekontrakten, herunder muligheden for at komme igennem med et krav overfor byggefirmaet.

Med venlig hilsen

Charlotte Szymala
Dansk Boligadvokat

Danske Boligadvokater

Læs også: Hvordan formerer jeg rhododendron?

Har du et spørgsmål til Villaeksperterne, kan du skrive det til [email protected]

Tekst  Villaeksperterne

Foto  Michael Nielsen