Totalrenovering fra dødsbo til drømmebolig

Går I også og leger med tanken om at få udnyttet nogle ekstra kvadratmeter eller skræddersy en totalrenovering til en drømmebolig efter jeres behov?

Så få inspiration fra familien Marcussen, der forvandlede et nedslidt rækkehus fra 1950 til en lækker, funktionel familiebolig.

Da Thomas og Mette Marcussen fik tvillinger, og familien gik fra at være tre til fem, var der ikke længere lige så god plads i deres daværende rækkehus.

Det gamle rækkehus før totalrenovering

De var dog fast besluttede på at blive i det børnevenlige område med den gode skole og korte afstand til jobbet, så løsningen blev at købe et større rækkehus – et dødsbo med masser af muligheder for en bedre udnyttelse af kvadratmeterne.

Huset er arkitekttegnet og fra 1950, og ved købet i november 2015 fremstod det stort set med den originale indretning. Planløsningen var dog ikke ideel efter nutidens målestok, og huset synede desuden mørkt og indelukket.

Mørke og indelukkede rum

Planen var at skabe en moderne bolig med blandt andet tre lyse børneværelser, stue og køkken-alrum med udsigt til for- og baghave, forældresoveværelse samt nyt køkken og bad.

Thomas og Mette Marcussen havde selv en række idéer, men besluttede sig for at tage boligarkitekt Thomas Hjort fra m4arkitekter med på råd.

“Vi ville gerne have professionelle øjne til at se på, hvordan vi udnyttede kvadratmeterne bedst muligt. Vi havde et ønske om, at der skulle være et flow mellem de forskellige rum, at de hang sammen på en naturlig måde. Den slags er boligarkitekter dygtige til, og de løsninger, vi i fællesskab fandt, var vi ikke kommet frem til uden hjælp,” siger Thomas Marcussen.

Læs også: Få økonomisk hjælp til dit varmeanlæg

Detaljeret plan

Parret lagde i samråd med arkitekten ud med at besvare de spørgsmål, der er centrale i enhver totalrenovering: ’Hvad ønsker vi skal laves?’ ’Hvad er vores budget?’ og ’Hvor lang tid har vi?’

Derefter lagde de en detaljeret plan for processen. Husets oprindelige ruminddeling blev nulstillet, og arkitekten tegnede tre børneværelser og et mindre fællesområde på 1. salen.

“Vi prioriterede at skabe en børneafdeling på 1. salen, hvor de kan udfolde sig og være børn med alt, hvad det indebærer – samtidig med at vi som voksne kan holde ud at være til. Det var en udfordring i vores gamle hus, men nu kan de spille på deres konsol i fællesrummet og larme lidt eller trække sig tilbage på deres værelse og hygge sig, hvis de har brug for det,” forklarer Thomas Marcussen.

Lækker børneafdeling på 1. sal

Et afgørende krav til en totalrenovering var, at give dagslyset langt bedre kår, end huset oprindeligt tillod. I stueetagen har det betydet, at familien har fået gulvvarme, så de blev fri for radiatorer på væggen og i stedet kunne få facadevinduer, der gik helt ned til gulvet. På 1. salen, der skulle have nyt tag, blev der gjort plads til en række ovenlysvinduer, der også går helt ned til gulvet, så de giver mest muligt lys i de nye børneværelser. Herudover har familien fået nyt køkken og badeværelse.

Læs også: Disse hustyper er de dyreste – og disse er de billigste

Økonomisk buffer

Ved renovering af ældre huse opstår der ofte uforudsete ting, og det gjorde der også i familien Marcussens tilfælde.

Et par måneder inde i forløbet gik det op for håndværkerne, at der på et tidspunkt har været foretaget udokumenterende ændringer i den oprindelige spærkonstruktion, så hele tagkonstruktionen skulle genberegnes af en ingeniør.

Det gamle loft

Heldigvis havde familien forberedt sig på, at den slags situationer kunne opstå.

“Derfor havde vi indlagt en buffer på 25 procent i budgettet for vores totalrenovering. I modsat fald kunne vi have været nødt til at fravælge nogle af de løsninger, vi i dag er rigtig glade for, og det havde været ærgerligt,” siger Thomas Marcussen, der trods syv måneder med hårdt arbejde og mange beslutninger ikke ville have gjort noget anderledes.

For i forsommeren kunne familien Marcussen indfri deres drømme og flytte ind i deres nye, skræddersyede hus – en lys og moderne bolig, der tilgodeser både børns og voksnes behov.

Læs også: Køb af hårde hvidevarer

3 tips til totalrenovering

Thomas og Mette Marcussen giver disse tre råd til en succesfuld totalrenovering:

  1. Brug professionelle arkitekter og ingeniører til sparring på det vigtigste.
  2. Læg et realistisk budget med en buffer på 25% og sørg for løbende at følge op og tilpasse løsninger til budgettet om nødvendigt.
  3. Brug gerne mindre håndværksmestre. De lever af at samarbejde og at få opgaver fra hinanden. Det giver fleksibilitet og intern justits.

Thomas Marcussen er glad for deres totalrenovering

Tidsplan

Hvilken tidshorisont skal du regne med, hvis du selv vil kaste dig ud i et totalrenoveringsprojekt? Se familien Marcussens tidsplan her:

Måned 1: Købsaftalen underskrives.

Måned 2: Vurdering af muligheder og skitsetegninger med arkitekt.

Måned 3: Rydning og klargøring.

Måned 4: Påbegyndelse af tagskift, ingeniørberegninger pga. uforudsete ændringer på gammel tagkonstruktion, opstart af VVS (rørføring vand, skift af fyr), opstart el, planlægning og kabelføring.

Måned 5: Skift af facadevinduer og renovering af 1. sal og kælder samt yderligere VVS-arbejde.

Måned 6: Gulve/gipsvægge samt badeværelser.

Måned 7: Finish/maling/opsætning af køkken.

Måned 8: Indflytning.

Læs også: VoresVilla på designmesse i Herning

Tekst  Søren Kirkeby

Foto  Rene Løkkegaard Jepsen og privatfotos