Slip for pytter i plænen med en faskine

Mængden af regnvand bliver større og større, så vi kan ikke regne med, at kloakkerne kan blive ved med at klare presset. Som husejer kan det derfor være nødvendigt at tænke i alternative baner for at sikre, at regnvandet bliver udenfor huset og ikke trænger ned i kælderen. Mange har også problemer med store vandpytter på græsplænen, som gør den noget nær ubrugelig.

Hvad er en faskine?

En af de ting, du kan gøre er, at anlægge din egen faskine et sted i haven. En faskine er en form for hulrum, som er gravet ned i jorden og fyldt med sten eller andet materiale, der kan fungere som dræn. Faskinen opsamler så regnvandet i haven og sørger for, at det lige så stille siver ned i jorden.

Læs også: Aflast kloakken med en faskine

Husk at få en tilladelse hos kommunen

En faskine kan bruges som alternativ eller supplement til kloaksystemet, og det er en miljøvenlig og billig måde at håndtere regnvandet på. Derfor er faskiner noget, som de fleste kommuner gerne ser flere af.

Du må gerne lave en faskine i din egen have, men du skal først have en tilladelse hos kommunen. Og hvis faskinen skal kobles på kloaksystemet, skal du have fat i en autoriseret kloakmester.

Hvad kræver det?

Tilladelsen kræver, at visse forhold er opfyldt. Dimensioneringen af faskinen skal for eksempel være rigtig i forhold til tagets størrelse, faskinen skal placeres korrekt i forhold til beboelse og skel, den skal laves korrekt, den må kun bruges til regnvand og ikke spildevand, og jordbunden skal være egnet til det.

Få professionel vejledning

Som husejer er det dig, der har ansvaret for at indhente en tilladelse til at anlægge en faskine. Det er også dig, der har ansvaret for, at faskinen bliver lavet korrekt, og at den bliver vedligeholdt bagefter.

Selv om du har planer om selv at lave gravearbejdet og alt det andet, når faskinen skal anlægges, kan det være en god idé at få professionel vejledning til dimensionering og placering af faskinen. Så ved du, at du overholder reglerne og får mest muligt udbytte af din faskine.

Læs også: Ny teknik: Lav kloakseparering uden at grave

Tekst  Tekstspot

Foto  Tallesin