Haven, stranden, skoven – eller bare en velassorteret grøftekant. Naturen har det hele til at lave et bål til mange timers fornøjelse – og et let måltid – for hele familien.

Min yngste søn, Malthe, er glad for naturen, og når vi er ude, går der næsten altid ‘find-ting-vi-kan-bruge’-leg i den. Det kan være en uimodståelig sten, en grankogle, som vi kan forvandle til en sjov figur, og ikke mindst pinde, kæppe og træstykker, som vi gerne slæber langt for at kunne bruge dem til et bål.

Læs også: På fodboldferie i Hamborg

Vi elsker bål: flammerne, varmen, farven, historien og mulighederne. Og noget af det vigtigste, vi har lært gennem mange år med bål i have og natur – ud over at huske at slukke bålet forsvarligt efter brug – er at skaffe rigeligt med ‘føde’ til at holde ilden i live.

Bålet skal nemlig vare længe, så vi kan fortælle historier. Det kan være lange, fabulerende og nøje planlagte fortællinger, måske læst op fra en bog, men det kan også bare være oplevelser, erfaringer eller ting, du selv har oplevet som barn.

Historier er altid gode at være sammen om, men når de fortælles foran et bål, bliver de altid dobbelt så gode og mange gange hyggeligere.

Kyllingespyd og æblepakker

Når du først har et bål, er det ikke særlig svært at lave et par populære snacks. I kan eksempelvis medbringe nogle ud­benede kyllingestykker og sætte dem fast på et par pinde, som snittes spidse i den ene ende. Find et par kævler, som de spiddede kyllingestykker kan sættes fast på – og så er det blot at vente, til kødet er helt gennemstegt. Det anbefales at gnave kødet direkte fra spyd.

En klassiker er også bagte æbler. Sørg for, at hvert æble bliver pakket grundigt ind i den medbragte stanniol – et rigtig hyggeligt børnejob – og læg dem derefter på bålets gløder. Seks til otte minutter senere er æblerne klar til at blive spist.

Læs også: Vend blikket opad i Malaga

Det er en god idé at trykke lidt på æblerne, mens de er i stanniolen – hvis de er hårde, skal de en tur mere i gløderne, men er de bløde, er de klar som det lækreste haveslik. Spis æblerne direkte fra stanniolen med en ske, eller stik en gaffel i bunden på dem, og gnav løs.

Der er også den søde version, hvor man på forhånd skærer kernehuset ud oppefra og i hullet drysser farin. Det giver en sprød og karamelliseret masse. Husk, at man ikke må skære hele vejen igennem æblet – der skal være en bund tilbage, når kernehuset er fjernet.

Sådan tænder du nemmest et bål

1. Find nogle små, tørre kviste
og spåner – gerne nåletræ.

2. Placér lidt avispapir i midten
af bålpladsen.

3. Placér de tørre kviste og spåner rundt omkring avispapiret, så de
danner en pyramide.

4. Sæt ild til.

5. Når flammerne får fat, lægger
I mere brænde på.

6. Fortsæt, indtil bålet har den
ønskede størrelse.

Hvilket brænde til hvilket bål?

Gran, fyr og poppel: Denne slags træ er let at antænde, brænder hurtigt med store flammer og stor varme. Godt til at lave pandekager på.

Bøg, eg og birk: Her er tale om træ, der er sværere at antænde, brænder med rå flammer og mange gløder. Men velegnet til glødebål med høj strålevarmeog super som fortællebål.

Tekst  Martin Hoffmann Kønig

Foto  Borneferie.dk

borneferie

Børneferie

Borneferie.dk er hjemmesiden for klatrende mødre, fædre med koncentrerede blikke mens de snurrer bjælker sammen til familiens tømmerflåde, og svedige børn, der hylende svinger sig i regnskovens klæbrige lianer eller tilbereder havens frugter over eget bål. Vi er dem alle sammen.

Borneferie.dk dyrker den gode historie, hvor familier fortæller historier om at rejse og bruge naturen med børn til andre familier. Historier, der ægger lysten til selv at drage af sted, og til at dele sine erfaringer og oplevelser med andre, som en væsentlig del af det gode familieliv.

Borneferie.dk vil gennem ideer, tips og fortællinger gøre det nemmere, at være aktiv børnefamilie.