Badeferie på Suderoy på Færøerne

Færøerne er normalt ikke en destination vi associerer med badeferie, men på den sydligst beliggende ø, Suderoy, er badetøjet værd at huske

Færøernes ældste vejtunnel, den 1,45 kilometer lange Hvalbatunnilin, er forceret, og vi er nået til bunden af en frodig og bjergrig dal på den nordligste del af Suderoy, der er Færøernes sydligst beliggende ø.

Læs også: På vandretur i Hornsherred

 

På vej til Suderoy

Vi har gjort hold overfor en knoldet græsfodboldbane, en af de eneste på Suderoy. I banens ene ende løber en flok drenge og øver indersidespark mod mål, mens en gruppe piger boldfjoller i den modsatte ende.

Men vi har ikke tid til at se på færøsk fodboldungdom, for vi skal tjekke om vores øjne tog fejl, da de spottede en strand.

En hund fjoller rundt efter sin egen hale, tonser afsted mens den gør højlydt og forsøger at få en lille families opmærksomhed. De er iklædt badetøj og gør sig klar til noget vi ikke havde forventet at opleve på Færøerne, at bade fra stranden.

Læs også: I teatret i Hamburg

Sandstrand på Suderoy

Lækker sandstrand

Men Suderoys næstnordligste bygd, Hvalba, har noget så usædvanligt som en ganske lækker sandstrand. Sort vulkansk sand, men bred og med en fantastisk udsigt ud gennem Hvalbiarfjørdur. Kører man ganske få kilometer videre til Sandvik, møder man endnu en fantastisk smukt beliggende, bred og spændende strand.

Tæt ved bygden Hvalba, der sammen med Sandvik, bydelen Nes og den ubeboede ø Litla Dimun, hører til den nordligste af Suderoys syv kommuner, er der også mulighed for at opleve en af Færøernes få aktive kulminer, hvor der i dag kun er fire medarbejdere.

Hvis ikke man er til, at blive nappet i fødderne af atlanterhavets kulde fingre, så har Suderoy også en anden mulighed for at få brugt badetøjet. Det kræver blot, at man kører sydpå, til øens næststørste by Vagur, hvor øens svømmehal ligger.

Bygningen ligger en smule afsides ved havnen i Vagur, Suderoys næststørste by. Sort træbygning, men lige så snart døren åbnes, så bydes man velkommen af lyst træ, fitnesscenter, 50 meter svømmebane, sauna og i det hele taget er den to år gamle svømmehal, Pals Høll, opkaldt efter svømmeren Pål Joensen, der blandt andet har vundet to sølvmedaljer ved EM i svømning, ganske indbydende.

Læs også: Naturlige fakler af dunhammer

Flot udsigt på Suderoy

P.S.
Billederne er taget med Samsungs gear 360

Jeg får tit henvendelser fra folk der spørger, hvilke udstyr vores billeder er taget med. Normalt er de taget med digitalt kamera, men de billeder, hvor vi har forsøgt at ramme en bedre dybde er taget med det lidt specielle kamera.

Tekst  Martin Hoffmann Kønig, Borneferie.dk

Foto  Martin Hoffmann Kønig, Borneferie.dk