Montenegro er vel nok lilleputten i selskabet med turistkæledæggen Kroatien, men der er absolut ingen grund til at holde sig væk.

Næh, se nu der. Malthe peger begejstret ud af bilens vindue og for 14. eller 15. gang har han fundet en ny detalje, der skal tales om. Vi er i Kotor-bugten i det nordvestligste af Balkanlandet Montenegro. Kroatiens lidt upåagtede lillebror. Vi er kørt fra byen Herceg Novi,  få kilometer fra grænsen til Kroatien, og vil tage den flere timer lange køretur omkring Kotor-bugten, og det fortryder vi ikke.  

De kringlede veje fører os rundt i et landskab, der er som at åbne en bog man ikke kan slippe. Tankerne flygter hurtigt til sammenligninger med de store norske fjorde, dunkle bjergmassiver rejser sig over den azurblå bugt, her er bare smukt over det hele. Folk lever lever ved vandet, der er både, små eksotiske stoppesteder for autocampere, en lille fodboldbane i ny og næ, en allesteds nærværende duft af vild rosmarin, labre fontæner med springende kildevand, husfacader prydet med inskriptioner, og hele tiden krydret med et livligt folkeliv.

Noget at spise, drikke eller noget at spise?

Men hold blikket på vejbanen, for vejene er ikke altid de bedste, og som Malthe flere gange konstaterer, så er hans far ikke fan af at skulle ”slås” om vejbanen med lokale i bulede og rustne biler.

Så er det nu! Ferie som familie, er at lytte til hinandens behov, og for os handler det som oftest om det helt basale. Noget at spise, drikke eller noget at spise. Så da vi efter flere fotostop når en lidt større by går alles øjne på mission. En købmand skal findes, og så er det om at finde kvinder med plasticposer eller farverige plastkurve. Som oftest kommer de fra en købmand eller et madmarked – og bingo, lige foran os ligger en mindre butik, hvor der vedvarende kommer kvinder ud med fyldte kurve.

Læs også: Gnasker gerne spæk som snack

Plasker i vandet

Beriget med flute, fire forskellige slags ost – for det kan være svært at forklare sin ostesmag på selvopfundet montenegrinsk –  og nogle gedigne stykker skinke er vi alle rolige. Frokosten er sikret, og et kvarter senere er resten af dagen sikret, for uden at have noget mål har vi nu fundet det hyggeligste stykke stenstrand, hvor vi for 7 euro kan få stol og bord i resten af dagen. 

Næseborene dikkes med lavendelduft og urter fra bjergene, og mens børnene plasker i vandet, føles Kotor-bugten mere som en gigantisk sø end en appendiks til Atlanterhavet.

At lave ingenting

Med udsigt til kirke, strand og vand, er vi klar til det, der gør ferie til noget helt særligt: At lave ingenting. Men kun i kort tid, for efter 15 minutter har Malthe fået nok af ingenting, og vi opfinder hurtigt et spil snyd med småsten fra stranden, og derefter står den på dykning, svømme om kap og en tur i en lejet plastkajak, og så er vi mætte til at nyde det, der er allermest af i Montenegro. Folkeliv. 

Da klokken har slået middag, pibler det frem med mennesker. Håndklæder lægges på stenene, madpakker pakkes ud, drikkevarer hentes op fra isposer, der pludres, snakkes, hygges og smiles. Vi er landet i her. Og fru Montenegros eftermiddagshygge, og vi sidder smilende og følger med, som de velkomne gæster man føler sig over alt i Montenegro.

Læs også: Brug sommeren på at lege med brænde

 

Tekst  Martin Hoffmann Kønig

Foto  Martin Hoffmann Kønig