Imtech Arena i Hamburg er en oplevelse for drenge med et godt øje for fodbold – også selvom spillet ikke altid imponerer.

Fem minutter, ikke før. Parkeringsvagten retter på sin hvide vest. Her er ingen slinger i valsen. Vi har billetter til nummereret parkeringsplads foran Imtech Stadion, men der er fem minutter til, at vi må køre ind. Vi er i Tyskland, og er løbet ind i en af fordommene om vores sydlige naboer.

Der skal være orden i sagerne, så selvom fem minutter måske ikke er det store, når man tænker på alt det postyr, det giver, at vi nu skal bakke for at finde et sted at holde og vente, så er der ikke noget at komme efter.

Læs også: En skøn børneferie i Thailand

Men vi – farfar, barnebarn og søn – er på drengetur til Imtech Arena. Hjemmebane for millionbyen Hamborgs bedst placerede fodboldhold Hamburger Sports Verein, HSV, som skal spille mod de tyske mestre fra Bayern Munchen. Vi lader os ikke slå ud af lidt tysk præcision. Og det gode er, at når klokken har slået i hak, så går det kvikt med at komme ind på det overvældende stadion, der trods et miserabelt fodboldår, trækker 50.000 tilskuere næsten hver gang.

Fodboldkamp

Bag det ene mål står hjemmepublikum og skråler med på kampsange et par timer før kick off, og i 20-30 meters højde er en guitarspillende forsanger liftet op i øjenhøjde med de øverste tilskuerrækker. Curryvurst, bratvurst, strudel og en weiswurst eller en brezel – den karakteristiske saltkringle – her er alle muligheder, og til tysk fodbold hører der pølser.

Når den anden store Hamborg klub F.C. St. Pauli drager på udebane, så kan de trofaste tilskuere i optaktsmateriale læse, hvad priserne på både øl og pølse er på det stadion, de skal gæste, og der bliver bestemt ikke kigget skævt til den tilskuer, som lige kommer et par minutter for sent, fordi han skal proviantere behørligt, før boldens leg kan nydes.

Læs også: Familieleg med bare fødder

4 – 1 til Bayen Munchen vidner ikke om en fremragende fodboldkamp, men den tætklippede grønsvær og de brølende tilskuere, som desværre også fik vist sig fra deres mindre pæne side med slagsmål og politiaktioner, sangene og det velorkestrerede set-up, der gør det muligt efter kampen at hilse på superstjernerne fra Bayern og de lokale helte efter kampen, gør en fodboldtur til Hamborg til noget helt særligt.

Fodboldkamp Bayern

Hvordan kom vi derned:

Vi fløj med SAS til Hamburg og fløj hjem fra Hamburg med Easy Jet.

Søg mere inspiration på Borneferie.dk

Læs også: Pilgrimsrejse til Ronaldos fødeø

Af Martin Hoffmann Kønig

borneferie

Børneferie

Borneferie.dk er hjemmesiden for klatrende mødre, fædre med koncentrerede blikke mens de snurrer bjælker sammen til familiens tømmerflåde, og svedige børn, der hylende svinger sig i regnskovens klæbrige lianer eller tilbereder havens frugter over eget bål. Vi er dem alle sammen.

Borneferie.dk dyrker den gode historie, hvor familier fortæller historier om at rejse og bruge naturen med børn til andre familier. Historier, der ægger lysten til selv at drage af sted, og til at dele sine erfaringer og oplevelser med andre, som en væsentlig del af det gode familieliv.

Borneferie.dk vil gennem ideer, tips og fortællinger gøre det nemmere, at være aktiv børnefamilie.