Flyv i en futuristisk udseende vindtunnel i Taastrup

At klatre på vægge, danse i luften, jonglere kroppen gennem akrobatiske former. At flyve uden at kunne. I Taastrup, på en isoleret vej med det makabre navn Galgebakkevej, er det muligt for mennesker at flyve helt uden andre hjælpemidler end luft, men det er dyrt.

Læs også: Så meget koster det at vande et nyt havebed

Skriggule ørepropper lukker den værste larm ude fra vindtunnelen hos Copenhagen Air Experience, ansigtet er gemt i en sikkerhedshjelm, øjnene sikret gennem et plastvisir og hænderne gemt i håndrette handsker. Hjernen siger ”giv nu slip,” men kroppen stritter mod. Benene skal være let bøjede, armene i et U over hovedet og hagen skubbet godt tilbage. Det blafrer i ærmerne og naturen er vendt op og ned. Benene spjætter i luften, instruktøren må holde fast og jeg er slet, slet ikke særlig sikker på, at jeg tør det her. Men vejen ud er spærret, så der er kun èn ting at gøre. At give slip, og kaste kroppen ud på bølgen af luft.

Mennesker kan flyve, men det kræver lidt hjælp

Aldrig har to gange to minutter virket som så længe, men for pokker hvor er det fedt. Et minut i vindtunnelen føles som et spring fra fire kilometers højde, og fornemmelsen er som jeg aldrig har prøvet før. Som en rundtosset akvariefisk banker jeg ind i glasvæggene, to fingre fra instruktøren får mig på rette køl, som en utrænet spiderman. Benene pjasker i luften. Glemt er den allestedsnærværende instruktørs få guidelines. Op, op, op i noget der føles som en evighed, men som blot er fire til fem meter over bunden, jeg er alene og kroppens bevægelser nærmer sig noget der ligner en trænet faldskærmssoldats, i hvert fald i min egen fantasi.

Læs også: Blomstrende buske der giver farve, fylde og højde i haven

Rundt, rundt, rundt

59 sekunder tilbage. En hånd griber fat i min ene arm, en anden hånd i mit ben, og så drejes jeg rundt, rundt og rundt. Pludselig er det som om bund, top og sider rutsjer ind i hinanden og jeg bevæger mig i hastige cirkulære bevægelser mod det hegnede tag. Rundt, rundt, rundt. Fantastisk, men også nok. Kvalmende svimmel rammer jeg bunden. Jeg vil ud. Benene ekser, jeg skal ud. Fingrene peger ivrigt mod udgangen, men benene vil ikke. Instruktøren tager fat i det, der føles som min krop, men ligner en strandet skildpadde. Som en udsmider på en billig morgenbeværtning tager instruktøren fat i min krave og ryg, og får mig gelejdet ud.

Ør, svimmel og kvalmende, men også med et ansigt flækket i smil. Kroppen er mørbanket af den kraftige vind, balancenerven er taget på opdagelsesrejse, men jeg er nærmest lykkelig for jeg har fløjet, helt af mig selv – sådan næsten, og nu er det tid til bare at slappe af og nyde min datters dansende krop i vinden.

Vi delte 10 minutter mellem os for 1.600 kroner. Et ekstra minut kostede 95 kroner.

Læs også: 7 stærke (og overkommelige) ukrudts-strategier

Hvem må ikke flyve?

  • Gravide
  • Børn under 7 år
  • Personer som vejer mere end 120 kg (dette pga sikkerheden)
  • Personer, der har alvorlige problemer med ryg, skuldre eller andre dele af bevægeapparatet
  • Personer der har problemer med hjertet
  • Personer, der har epilepsi
  • Personer, der har gips på
  • Personer, der er under indflydelse af alkohol eller stoffer
borneferie

Børneferie

Borneferie.dk er hjemmesiden for klatrende mødre, fædre med koncentrerede blikke mens de snurrer bjælker sammen til familiens tømmerflåde, og svedige børn, der hylende svinger sig i regnskovens klæbrige lianer eller tilbereder havens frugter over eget bål. Vi er dem alle sammen.

Borneferie.dk dyrker den gode historie, hvor familier fortæller historier om at rejse og bruge naturen med børn til andre familier. Historier, der ægger lysten til selv at drage af sted, og til at dele sine erfaringer og oplevelser med andre, som en væsentlig del af det gode familieliv.

Borneferie.dk vil gennem ideer, tips og fortællinger gøre det nemmere, at være aktiv børnefamilie.