I Frankrig er der gode muligheder for at få lækker mad, og man kan sejle næsten lige til stalddøren, når det er tid til gedeost.

Fromages a la ferme, 150 meter. Kyndigt har Majbritt styret vores 13 meter lange Royal Mystique flodbåd ind til land. Vi har set et skilt med to geder, og på marken langs Loire-dalen danser får og geder omkring – der må være gedeost i nærheden.

Det er tæt på frokosttid, solen bager og det er tid at finde noget ekstra lækkert til vores nybagte baguettes. Børnene hopper i land og vi får fortøjret vores flydende hjem. En ældre mand går i sin have og holder øje med, hvad vi foretager os, men da vi råber “fromages” flækker ansigtet i et smil og hans gestikulerende hænder gør det klart, at vi er tæt på et at feriens højdepunkter.

gedeost

150 meters vandring gennem smalle gader bliver vist til det dobbelte, men så er vi heller ikke i tvivl. Brægende geder og det nydelige hvide skilt på den velholdte gårdsplads vidner om, at vi er tæt på gedeost. Vi er i Chavignol – ikke mange timers langsom sejlads fra den hyggelige by Sancerre, og selvom der kun er et enkelt ostemejeri tilbage i byen, så er der fermier – ægte fransk gårdost bag døren.

Vi banker forsigtigt på den hvide trædør, og en venlig midaldrende kvinder dukker frem. Hun iklæder sig rene træsko og en overtræksjakke, før hun gør et nik op på væggens opslagstavle, hvor der hænger beviser på, at gårdens hygiejniske standard er i top og at de små hvide oste, der ligger i plasticbaljer – og ikke mindst på tørrehylder i tomandshøje ovne – er tip-top kvalitet.

Læs også: Uldne Ellens herlige hjem

Her er oste oppe, nede og midt for, og det er sin sag at følge med, når kvinden fortæller levende og hurtigt om forskellen på de mange oste. Vi smiler bare og lader øjnene gå på vandring i det lille husmejeri.

11 dage gamle oste – crottin de Chavignol – ligger på rad og række. Blød, frisk, cremet og med en afdæmpet duft af gedemælk. Længere nede har ostene ligget 30 dage. De har tabt 25 procent af deres vægt ved fordampning af vand, og smagen er koncentreret, tæt og mere salt. Overfladen er hærdet og gulnet, og overgås kun af ostene i varmeskabet til venstre.

gedeost

90 dage gamle med en hård og intens skorpe. En ost der er dækket af et tykt lag skimmel. Det kan nok være, at udseendet ikke er for sarte sjæle, men smagen er fremragende.

Udstyret med en håndfuld oste er vi klar til at betale, og vi er villige til at betale godt for den ægte og hyggelige oplevelse det er at købe ost fra stalddøren, men også her bliver vi overrasket – for prisen er ikke til forhandling.

Læs også: Vend blikket opad i Malaga

1,50 euro per ost og vi er begejstrede.

Sjældent har en frokost smagt så godt, og været så billig, som da udvalget af aromatiske gedeoste får selskab af friskkøbte tomater, en omelet, en stærk italiensk pølse og en sødlig hvidvin på bådens kommandobro.

borneferie

Børneferie

Borneferie.dk er hjemmesiden for klatrende mødre, fædre med koncentrerede blikke mens de snurrer bjælker sammen til familiens tømmerflåde, og svedige børn, der hylende svinger sig i regnskovens klæbrige lianer eller tilbereder havens frugter over eget bål. Vi er dem alle sammen.

Borneferie.dk dyrker den gode historie, hvor familier fortæller historier om at rejse og bruge naturen med børn til andre familier. Historier, der ægger lysten til selv at drage af sted, og til at dele sine erfaringer og oplevelser med andre, som en væsentlig del af det gode familieliv.

Borneferie.dk vil gennem ideer, tips og fortællinger gøre det nemmere, at være aktiv børnefamilie.