Historiske Als
Als ligger tæt på den sønderjyske grænse, og har da også været skuepladsen for et af Danmarkshistoriens største slag. Nemlig slaget ved Dybbøl i 1864, hvor Danmark tabte land til Tyskland. Dybbøl Mølle er stadig et af de mest dansk-nationale symboler, vi har, men er dog kun én ud af de utroligt mange seværdigheder og oplevelser, du kan få på Als.
Fra ringridning til sciencecenter
Als er også kendetegnet ved ringridderfesterne, som har rødder tilbage til middelalderen. Hen over sommeren holder stort set hver en by på Als sin egen fest, og hvor det oprindeligt kun var heste, man red på, er man nu også begyndt med cykelringridning for børn med efterfølgende sønderjysk kaffebord. Sidstnævnte kræver sin mave at komme igennem.
Ved Nordborg kan man opleve Danfoss Universe. Et science-center, hvor midtpunktet er den blå kube, hvori man kan se en islandsk geyser på 18 meter, opleve rigtige lyn, og se et lavaudbrud. Haveelskere skal sætte god tid af til Bittens Clausens Have, anlagt som en vaskeægte prydhave fra starten af 1900-tallet.
Læs også: På besøg i verdens mest berømte boghandel
Byliv og bøgetræer
Als byder også på moderne byliv i Sønderborg med et charmerende havneliv af cafeer og restauranter. Er I til herregårde og slotte kan I blandt andet besøge Nordborg Slot, der blev grundlagt i 1150, eller tage over til Gråsten Slot. Dronningens sommerresidens med en rosenhave så smuk, at man aldrig glemmer den. Nørreskoven ud mod Lillebælt har nogle af Danmarks højeste bøgetræer og ældste egetræer. Mange af dem blev plantet helt tilbage i 1770. Og museet på Sønderborg Slot fortæller blandt meget andet historien om krigen i 1864.
Tag AlsFærgen med cykel eller i bil
Als er med sine smukke skove langs kysten og cykelstier overalt ideel til en cykelferie. Har I bilen med, kan I også slå et smut til grænsehandelen. AlsFærgen sejler fra Bøjden til Fynshav og turen tager kun 50 minutter. Nogle gange kunne man godt ønske sig at det varede lidt længere, især når marssvinene springer om færgen.
Læs også: Selvforsynende Samsø
Tekst Birthe Nielsen, Dansk Ø-ferie
Foto Dansk Ø-ferie