Goa i Indien kan konkurrere med de Canariske øer. I hvert fald på prisen, for vejret er bedre og mulighederne for at få en på opleveren er langt flere.

“Special price, come see my shop, you want drums, handmade or some hashish?” Nogle af Indiens mest hårdkogte forretningsmænd, drenge og piger på otte/ni år er over os, så snart taxaen med hvinende bremser standser i udkanten af Goas store hippie-marked i Anjuna.

Måske er det søvnen, der sidder fastklemt i øjenkrogene eller ”skriget” fra den vinterhvide hud, der afslører os.

”No buy – only looking!”

Læs også: Vinterferie banker på døren

Lokkende køb

12 minutter senere vralter vi – to voksne og et barn – få meter længere fremme med hænderne fyldt med små trommer, uundværlige Gandhi T-shirts, håndlavede sølvsmykker og alvorlige overvejelser om at købe et enormt sengetæppe.

Tre timers søvn, 11 timers flyvning med fem timers forsinkelse i Kastrup giver ikke mange vitaminer til at stå imod rutinerede gadesælgere.

Men det berømte hippie-marked i Anjuna, 15 km nord for Goa, er kun èn gang om ugen – hver onsdag – så der skal ikke spildes et eneste minut.

Fyldte badekyster

Goas kyststrækning er omkring 100 km lang, men kun 400 meter fra vores faste solstole kan vi se, at der er sort af mennesker. Der er indere over alt. Fuldt påklædte og i fuldt firspring hen over det brændende sand og ud i vandet. Ikke for at bade, men for at tage billeder af dem selv med fødderne i vand. Længere fremme står en klynge på 10 ungersvende og griner. En af deres venner står ude i vandet og lader som om, han lægger armen om en blond pige.

Men pludselig går det hele i stå.

Læs også: På jagt efter den helt rigtige pizzaoplevelse på tværs af landegrænser

Nyt fokus

Store grupper af mennesker ”fryser” i deres aktivitet og alles blikke vendes mod os. Ikke ubehageligt, men i dyb overraskelse.

Og så bryder latteren løs, og folk begynder at klappe og kommer løbende imod os.

Hvid baby på fars ryg, er humor på højt plan. Alle skal hen og røre, og så skal der fotograferes, for sådan en skal vennerne hjemme i Delhi se. ”He is so cute, can i touch him?”.

Da vi går fra stranden gennem den lille by, er vi på alles læber. Folk kommer løbende, busser stopper og smilene møder os fra gadehjørnerne. Et barn på ryggen er et hit i Goa.

Tekst  Martin Hoffmann Kønig

Foto  Martin Hoffmann Kønig

borneferie

Børneferie

Borneferie.dk er hjemmesiden for klatrende mødre, fædre med koncentrerede blikke mens de snurrer bjælker sammen til familiens tømmerflåde, og svedige børn, der hylende svinger sig i regnskovens klæbrige lianer eller tilbereder havens frugter over eget bål. Vi er dem alle sammen.

Borneferie.dk dyrker den gode historie, hvor familier fortæller historier om at rejse og bruge naturen med børn til andre familier. Historier, der ægger lysten til selv at drage af sted, og til at dele sine erfaringer og oplevelser med andre, som en væsentlig del af det gode familieliv.

Borneferie.dk vil gennem ideer, tips og fortællinger gøre det nemmere, at være aktiv børnefamilie.