Investér i dit hus og byt dig til federe ferier via home exchange

Med home exchange kan du få både et smukkere hjem og federe ferier

– her får du de bedste tips til hvordan.

Kunne dit hus eller din have godt trænge til en opgradering – men vil du også gerne have råd til at tage på eksotiske ferier med familien? Det lyder måske for godt til at være sandt, men med boligbytte kan din økonomi godt rumme begge dele.

Læs også: 12 tips til en billigere ferie med børn

 

Home exchange

Boligbytte, eller home exchange, er en del af den deleøkonomiske bølge, og rigtig mange danskere er allerede i gang. I ferien bytter du hjem med en anden familie, der kommer og bor i dit hus, mens du bor i deres hjem et sted ude i verden. Du kan også stille dit hus til rådighed for en byttepartner og så selv rejse til deres bolig på et andet tidspunkt. Du kan bytte dig til alt fra villaer og storbylejligheder til husbåde og skihytter, og du får altså en feriebolig uden omkostninger og skal kun betale transporten til destinationen. Nogle familier aftaler endda også at bytte bil i perioden.

Huset som Susanne byttede sig til i Florida

Huset som Susanne byttede sig til i Florida

Der er åbenlyse økonomiske fordele ved at bytte bolig, men hvis du tænker strategisk, kan du få endnu mere ud af besparelsen. Med boligbytte kan du nemlig flytte en stor del af dit feriebudget over i vedligeholdelsen af dit hus. Hvis du investerer ekstra penge i din bolig, bliver den samtidig endnu mere attraktiv for potentielle byttepartnere, og du får langt flere byttetilbud at vælge imellem. For de samme penge får du altså både et lækrere hus og endnu bedre ferier. Og vedligeholdelse af din bolig vil altid være en bedre investering end en årlig charterrejse til Kreta, der ikke er meget værd, når først den er overstået.

Læs også: Teltferie hitter: Her 7 syv ting du SKAL huske

Susannes ferie i Florida

Det helt rigtige hus til boligbytte

Susanne Suhr hører til de danskere, der har opdaget de åbenlyse økonomiske fordele ved denne måde at tænke boligbytte på. Hun har de seneste 10 år boet i et charmerende hvidkalket fiskerhus med tilhørende blomstrende have i Vejby i Nordvestsjælland, og hun har siden 2010 været entusiastisk boligbytter.

“Hvis du nyder dit hjem, hvorfor så ikke også lade andre nyde det?” spørger hun, der har ladet boligbytteriet få indflydelse på, hvordan hun har indrettet sit hus.

Susanne Suhr benytter sig af home exchange

For to år siden fik hun lavet nyt luksusbadeværelse med spa, hvor hun eksempelvis har valgt ekstra mange kroge til tøj og masser af skabsplads for netop også at gøre rummet mere praktisk for kommende byttepartnere. For nylig har hun shinet sit gæstebadeværelse op med fokus på hygge og velvære.

Skab den helt rigtige stemning

Loppefund og boligtilbehør fra lokale butikker er med til at skabe den helt rigtige stemning både inde og ude.
“Det skal jo ikke ligne et hotel,” siger Susanne Suhr og understreger, at den personlige stil netop er det, byttepartnerne værdsætter.

Hun passer og vedligeholder huset med omhu til hverdag, så hun ved, at det er i god stand inden et boligbytte. Og hvis noget alligevel går galt inden gæsternes ankomst råder hun til at planlægge godt, så byttepartnerne får den oplevelse, de er blevet stillet i udsigt, da aftalen blev indgået:

“Du har lovet, at der er vaskemaskine, internet og så videre i huset, så det skal bare fungere. Lån en cykel, hvis din er blevet stjålet lige før ferien, eller arranger, at folk kan vaske et andet sted, hvis vaskemaskinen pludselig står af. Sørg for at have en nødplan,” siger hun.

Læs også: Baseball og sport giver krydderi til rejsen

Susannes hyggelige køkken

Der er ikke langt fra Vejby til Dubai – og federe ferier

Kontakten mellem byttepartnerne formidles af boligbytteorganisationer på nettet, hvor medlemskabet koster omkring 1.000 kroner om året. Der er flere at vælge imellem, men Love Home Swap, Home Exchange og Intervac er de største. Du opretter en profil på siden og kan så sende byttetilbud til andre medlemmer, som bor et sted, hvor du gerne vil rejse hen. Organisationerne sørger for at verificere, at medlemmerne er, hvem de giver sig ud for at være, og det skaber tryghed.

“Men jeg skal jo hjem til dem også, så jeg har aldrig følt mig utryg,” fortæller Susanne Suhr.

Udsigten under Susannes ferie i Dubai

Du lærer dine gæster at kende på forhånd

At der er et årligt gebyr for medlemskab sikrer, at medlemmerne er mennesker, der virkelig går ind for den særlige ferieform og accepterer det ansvar, der følger med, mener den danske boligbytter. Når hun har lavet en aftale om boligbytte, sørger hun for at lære sin byttepartner at kende på forhånd via Facebook eller over telefonen. På den måde er alle parter forpligtet over for hinanden, og chancen for et godt bytte bliver større.

For Susanne har den største boligbytteoplevelse været turen til Florida, hvor hun boede i et hus med udsigt til delfiner og søkøer i kanalen lige uden for haven. En anden unik ferieoplevelse fik hun, da hun byttede sig til en luksuslejlighed på 17. etage i Dubai, hvor byttepartneren havde stillet familiens hushjælp til rådighed under opholdet.

Hendes eget hus i Vejby har også været feriebolig for byttepartnere fra New Zealand, Island, Panama, Mexico og Indonesien, hvilket illustrerer, at det ikke er nødvendigt at bo i en penthouselejlighed i Aarhus midtby eller i en sidegade til Strøget i København for at finde byttepartnere. Et komfortabelt hus, gerne med en indbydende have til, er mere end nok, hvis du vil hoppe på boligbyttebølgen.

Læs også: Pas på, på ferien! Her er de mest udbredte feriesygdomme

Tekst  Jenny Hallquist

Foto  Jenny Hallquist