Mahmya øen ved Hurghada i Egypten
Den egyptiske paradis-ø Mahmya bør opleves med snorkel
Kridhvidt sand, glasklart vand og en tur på revet med farvemættede fisk. Øen Mahmya var højdepunktet på rejsen til Hurghada i Egypten, men udstyret skal være i orden.
Af: Martin Hoffmann Kønig, Borneferie.dk
”Mahmya er en paradisø, som bare skal opleves.”
Ja, ja, ja, glitteret papir er taknemmeligt og når rejseguidens ord nærmest kæler for turforslaget, så er sindet hurtigt lakeret med tvivl.
Men en rejse til Hurghada i højsommeren med to voksne og tre børn med stor aldersspredning, kræver docering af et par oplevelser ud over at ligge ved poolen.
Læs også: Den lille perle sydpå
30 minutters bustur og en dobbelt så lang sejltur sammen med en armada af turbåde på vej mod de militærejede Giftun øer, som øen Mahmya er en af, er til at overse.
Et godt stykke fra den fredede ø ligger båden for anker, og så går det ellers med en lille træmotorbåd gennem det herlige azurblå hav. Fem minutters sejltur senere landede vi i en paradisisk caribisk virkelighed, sådan føles det i hvert fald.
Omgivet af det fineste hvide sand, varmt hav og en bankende sol, som holdes ud gennem en let brise, er det svært ikke at blive begejstret.
Suget i maven
Lynhurtigt kom vi til at tænke verdenen i sprogblomster, for det var virkelig en paradis-ø vi landede på, og det er som om selv de mest aktivitetskrævende børn finder ro og glæde ved bare at være her, og feriens behagelige afslappethed indtager kroppen.
Efter en kort travetur langs vandkanten fandt vi skygge under en af øens mange palmebladsparasoller, og det er ikke et problem at finde en ledig, for antallet af besøgende er afpasset og nøje kontrolleret, og så er tiden kommet til at få udleveret dykkerbriller og svømmefødder. Vi beholdt nu vores hjemmebragte fra Kingfish, for når først man har tilpasset dykkerudstyr er der ingen grund til at spilde tiden med dårligt låneudstyr.
En af øens officielle turbåde førte os 20 minutter ud på havet, og vi kastede anker i nærheden af et rev på størrelse med en mindre dansk provinsby.
Læs også: Flydende luksus på flodbådsferie i Frankrig
Nu var det slut med at kunne nå, se eller blot føle bunden. Her var dybt, meget dybt, og der gik et par minutter med tilbageholdt åndedræt før tilliden til børnenes svømmeevner var stor nok, og til at jeg selv kunne begynde at orientere mig i den fremmede verden, der bare ventede på at blive kigget på.
Titan triggerfish, orangestribet trigger, dyblilla ”yellovtail”, skriggule arabisk sommerfugle fisk.
De var der alle sammen og mange, mange, virkelig mange, flere fisk kan remses fra det kulørte katalog over koralrevets fiskeliv.
Under os nærmest summede det farverige liv, og som jeg lå der i det varme vand, kun til lyden af min monotone vejrtrækning igennem snorklen, og mens jeg lod mine hænder forsøge en venlig hilsen til en forbisvømmende kæmpefisk, stod tiden på magisk vis næsten stille.
Vandet er så lavt omkring øen, at mor og far uden problemer kan tage hinanden i hænderne og dykke en kærlighedstur i det glasklare vand for at kigge på koralfisk mens børnene leger i vandkanten, selv de mindste som alle er udstyret med redningsveste, og på den måde er øen et oplagt sted at nyde hinanden som familie.
Læs også: Godt tip mod øre-smerter i flyet
Tekst Martin Hoffmann Kønig, Borneferie.dk
Foto Martin Hoffmann Kønig, Borneferie.dk