Slædetur på Madeira i 20 grader og på asfalt

En slædetur er et must når man besøger Madeira

Også selvom temperaturen sniger sig et pænt stykke over 20 plusgrader, og det virker en anelse akavet.

Numsen klemmes solidt ned i en flettet kurvestol med meder og så er det ellers hu-hej afsted ned ad smalle stejle veje. Først er det en anelse akavet at sidde der mens to bedagede mænd med slidte stråhatte, kridhvide bukser og blå jakker tager hver sit reb, får fart i slæden og derefter springer op bagpå og begynder at skubbe os i stadigt stigende fart ned af den stejle bakke.

Læs også: Tovbanen i Funchal byder både på smukt landskab og gys

Solen bager fra en skyfri himmel, og selvom vi  i den lille by Monte, hvor slædeturen begynder, er 550 meter over Madeiras hovedstad, Funchal, så sniger temperaturen sig et pænt stykke over lunt.

Ned ad vejen på slædetur

Siden 1850 har slædeførere, kaldet carreiros, fragtet folk fra Monte ned  til Livramento på en ti minutters slædetur. Dengang var det for byens fine folk, men nu er den 2,5 km lange tur til ære for turisterne. Den hurtige tur ned ad de stejle gader styres og bremses af to erfarne mænd, men på de hurtigste stræk kommer farten op over 50 km i timen, hvilket gør turen til en unik oplevelse og befriende efter den indelukkede kabelbane, der førte os herop.

Vinden blafrer i kinderne, farten stiger og lydende fra de garvede slædeførere blander sig med vindens susen. Klak-klak-klak. Nu går det stærkt, rigtig stærkt, den spejlslidte asfalt vidner om mangeårigt brug og vi giver os hen og nyder den høje hastighed.

Lastbil med slæder

Hvor veje krydser vores spor står der en slædefører og stopper trafikken og id et hele taget er der styr på sikkerhed og teknikken. Hæsblæsende, humøret stiger i takt med farten, og selv da det går op for os, at den eneste bremse er slædeførernes tykke skosåler, der klikker og klakker voldsomt i asfalten, er vi helt med. Det er sgu sjovt lyder det flere gange fra Malthe, og  vi er næsten ærgerlige da turen slutter, men vores slædeførere virker ganske godt tilfredse med de fem euro i drikkepenge, som de stikker i lommen før de kan overlade slæden til den ventende lastbil, der med et ladfuld kurve drager nordpå op på bjerget til de næste gæster.

Fakta

Hvor: Kirken i Monte

Hvor meget: Turen koster 25-45 euro (ca. 180-335 kr.) alt efter antallet af personer i slæden

Læs også: Kuglernes forunderlige dans i Frankrig

Tekst  Martin Hoffmann Kønig, Borneferie.dk

Foto  Martin Hoffmann Kønig, Borneferie.dk