Efter en lang sommer er der mange ting, din have har brug for i august. Se 10 gode gøremål her.

August er typisk en god måned at anlægge græsplæne i. Det er også tid til beskæring af en række træer og bærbuske – og meget mere! Læs her, hvad du bør ordne i haven i august.

1. Anlæg græsplæne og plant stedsegrønne planter

Lige nu er jordtemperaturen årets højeste, og det giver hurtig frøspiring og dannelse af nye rødder. Derfor er det nu årets bedste tidspunkt til anlæg af græsplæner og plantning af stedsegrønne planter.

2. Beskær ahorn, birk, valnød, kirsebær- og blommetræer

August er det bedste tidspunkt for større beskæring af ahorn, birk og valnød. Når du har plukket kirsebær og blommer, kan du også beskære og udtynde i træet, hvis det er nødvendigt.

3. Beskær bærbuske

Netop nu kan du nippe et modent brombær, stikkelsbær eller solbær. Men du kan også forvandle de mange bær og frugter til marmelader, tærter og desserter. Klip efterfølgende gamle grene på ribs, solbær, hindbær og stikkelsbær af helt nede ved jorden – det giver flere bær næste år.

4. Udluft drivhuset

Sørg sommeren igennem for god udluftning i drivhuset for at begrænse diverse svampesygdomme. Fjern evt. overflødige blade fra tomatplanter, så solen kan nå tomaterne.

5. Tomater i top

For at få så meget ud af tomatplanten som muligt, bør topskuddet knibes af nu. Så bruger planten ikke sine kræfter på at sætte nye blomster, som den alligevel ikke kan nå at udvikle til frugter, men koncentrerer sig om de tomater, der allerede er under udvikling. Husk fortsat at knibe sideskud. Hvis tomaterne slår revner eller rådner i blomsterenden, skyldes det ubalance i vandforsyningen, så sørg for, at planterne har stabil adgang til van

6. Klip de visne roser af

På den måde kan du nå at få flere blomster resten af året. Vand klatreroser tæt på murværket, da der her ofte er meget tørt. Roser, som tørster, får lettere sygdomme som fx meldug og rosenstråleplet.

Læs også: Om hvordan du beskærer, planter og giver dine roser nyt liv

7. Høst og opbevar æbler

Pluk æbler, når de er modne. Put de, du ikke spiser, i kasser, og stil dem et fugtigt og køligt sted med så meget luftcirkulation rundt om som muligt, evt. på nordsiden af huset, og sørg for god overdækning, så kasserne holdes tørre i regnvejr.

8. Plant jordbær

Fra ca. 15. august kan du plante nye jordbærplanter ud (fra udløbere), så får du et væsentligt større udbytte næste år. Der dannes hurtigt nye rødder og kraftigere planter. Det er faktisk en god idé at plante nye jordbærplanter hvert år for at sikre sig et stabilt udbytte. Planterne sættes i frisk jord, hvor de ikke risikerer at “arve” sygdomme fra tidligere planter. Du får det bedste udbytte året efter plantning, hvis du sørger for at plante allerede nu, så de nye planter kan nå at etablere sig godt inden næste forårs blomstring. Du kan plante udløbere fra de eksisterende planter, men med et par års mellemrum bør du investere i nye, sygdomskontrollerede planter.

9. Hold øje med kartoffelplanterne

Ser kartoffelplanterne meget visne ud, kan det være tegn på kartoffelskimmel. Fjern alt det overjordiske af planten og brænd det. Kartoflerne nede i jorden tager ikke skade, hvis bladene fjernes. De vokser dog heller ikke mere uden top.

10. Del stauderne nu og knib skudspidsen på dine dahliaer 

Mange stauder bliver med årene tætte og sammenfiltrede. De kan deles og det pynter i bedet, og giver planten en foryngelseskur. I sensommeren kan du dele stauder, der har overstået deres blomstringsperiode for i år, mens de sensommerblomstrende stauder bedst deles i foråret. De stauder, der kan deles, er nemme at kende. De sender et mylder af skud op af jorden hvert forår og danner en tæt, busket plante, og de har et vidt forgrenet netværk af tynde rødder under jorden. Grav planten op med en spade eller en gravegreb, og del den i to eller flere ved at stikke greben ned i midten af planten og vrikke lidt frem og tilbage, til den skiller ad. Knib også skudspidsen på dine dahliaer, når planterne er 20 cm høje. Så får du kraftige og buskede planter, der sætter masser af blomster.

Husk netop nu!

  • Erstat krukkernes trætte sommerblomster med friske sensommerblomster.
  • Giv græsset gødning for sidste gang i år.
  • Tynd ud i blommerne.
  • Så 2-årige sommerblomster som fx gyldenlak.
  • Klip buketter af lavendelblomster, og hæng dem til tørre til duftpotpourri.

Tekst  Nanna Danborg-Aamand

Foto  GettyImages