Så fik jeg endelig de LED lamper, jeg for snart 4 uger siden bestilte i Kina til min gro-kasse. Jeg fandt dem på Ebay, ved at søge  på “Grow Light”. Man kan vistnok også købe dem her i Danmark, men så er prisen også en del højere.

IMG_4504

Det er nogle specielle LED lamper, som giver det helt rigtig lys, når man vil dyrke uden for sæsonen.
Og jeg havde jo en ide om at bygge en gro kasse, altså en kasse jeg kan forspire og dyrke forskellige grønsager i, så jeg kan starte lidt før :-)

Jeg har bygget en firkantet kasse ud af en gammel MDF-plade. Kassen er lavet uden bund, da jeg jo kommer til at vande en del. Hvis jeg rammer ved siden af eller overvander, løber vandet bare ud på gulvet i min kælder og over i afløbet.

IMG_4502

Kassen er beklædt med en PVC dug, som jeg fandt i containeren hos Stof og Stil. Jeg har monteret dugen med gaffatape, så hvis den skulle blive ødelagt eller slidt,  kan den nemt skiftes ud.

IMG_4505

Læs også: Hjemmebygget reol i OSB-plader

Loftet på kassen er også lavet i MDF, og med fire huller i toppen hvor lamperne kan monteres.
Jeg havde fire gamle IKEA – lampeledninger liggende, der allerede har tænd-og-sluk kontakt på dem S behøvede jeg ikke at rode med strøm for at få kassen i gang.

IMG_4512

Jeg har lavet min gro-kasse ud fra en ide om, at jeg gerne vil kunne producere grøntsager, også når det er uden for sæsonen. Derudover håber jeg også, at jeg kan slippe for at købe de færdigt udviklede planter fra planteskolen, som jeg ellers vil købe når sæsonen for udplantning starter.

Nu skal den bare fyldes op med broccoli, radisser og hvad jeg ellers kan komme i tanker om at starte op nu.

Hvis nogen derude har forslag til hvad jeg ellers kan prøve, er i velkommen til at komme med bud ;-)

God dag her fra haven/kælderen

Efterfølgende har vi modtaget disse billeder fra Joen, hvor resultatet kan ses både i gro-kassen og de ærter, som han forspirede i kassen.

IMG_5582 IMG_5817

Læs også: Forår på forskud med ranunkler og primula

Tekst  Joen Smyrtue

Foto  Joen Smyrtue