Sagaen om det nye drivhus og frostfri dybde

Min kone har købt mig et nyt drivhus, der skal have støbt sokkel i frostfri dybde

Min hustru har smidt mit drivhus ud. Til gengæld har hun købt mig et nyt. Problemet er bare, at det har involveret gravningen af seks 90 cm dybe huller – og seriøse overvejelser om mord…

Min hustru har smidt mit drivhus ud. Egentlig var det en af den slags ting, der startede med et helt uskyldigt spørgsmål: “Skal vi ikke rydde op på altanen?” Og nu har jeg ikke længere noget drivhus.
Eller det vil sige: Forårssolen skinner, og jeg sidder og kigger ud på det nøgne skelet af et drivhus uden glas. Men det er et helt andet drivhus. Eller altså ikke et helt drivhus. Endnu. Men solen skinner, og glassene står i carporten, så når jeg får lidt tid og finder ud af, hvordan jeg får en overraskende tung palle glas fra forsiden af huset til bagsiden, så skal mit nye drivhus bygges færdig. Men det gamle drivhus, det blev smidt ud.

Læs også: Drivhus for hele familien

 

Det startede uskyldigt med et mini-drivhus

Men nu er jeg ved at overhale mig selv. Det hele startede med et mini-drivhus på vores rækkehus-altan. Jeg købte et lille drivhus til at stille op ad væggen, samlede det selv, og i et par år bragte det mig stor glæde og endnu støre chilier. Så kom der en vinterstorm, og på få minutter var glæden forvandlet til en absurd samtale med forsikringsselskabet.

Om drivhuset havde en sokkel? Ikke som sådan, men det var boltet fast til en bærende væg af armeret beton, der i høj grad hang sammen med husets sokkel, som utvivlsomt var noget mere solid end enhver hjemmestøbt drivhussokkel kunne være.

Nej, dur ikke. Forsikringsselskabet dækkede ikke en øre. Drivhuse skal åbenbart have deres egne sokler for at være dækkede. Som husejer lærer man også at læse forsikringer – for mit vedkommende ofte lidt for sent.

Så gik der nogle somre. Den glasløse drivhusruin var lidt en øjebæ, hustruen havde visioner for altanen, mens jeg overvejede, om det monstro kunne betale sig eller overhovedet lade sig gøre at få nye glas.

Læs også: Én plante kommer sjældent alene…

En mand uden drivhus

Så kom det uskyldige spørgsmål om oprydning, fulgt af min sædvanlige forhalingstaktik. Og så en dag var der et Facebook-opslag med et billede af to nydelige kvinder, der nød en drink på min altan. I billedteksten proklamerede min viv og naboens Lotte, at nu havde de gjort rent på altanen (#DrinkIForårsolen #DrivhusetPåGenbrugspladsen).
Og jeg var for alvor en mand uden drivhus.

Sidste år arvede min hustru så en lille sum penge og besluttede, at vi hver især skulle bruge lidt på et hobbyprojekt, der ville gøre os glade. Hustruen ville til New York og løbe maraton, og jeg ville bare have et drivhus, der var utilstedeligt overdimensioneret i forhold til den minimale rækkehushave.

Frostfri dybde

Så projekt Nyt Drivhus var go. Men denne gang skulle jeg ikke slås tilbage af stormvejr eller forsikringsselskaber. Så jeg læste op på min police og lærte et helt nyt begreb at kende: Frostfri dybde.

Fuck frostfri dybde. Den næste, der siger eller skriver frostfri dybde i min generelle retning, bliver myrdet. Med et pælebor (jeg har tjekket lejebetingelserne. Der står ikke, at man ikke må myrde folk med det. Man skal bare vaske det grundigt inden tilbagelevering, ellers koster det 100 kroner ekstra).

Frostfri dybde er den dybde, man skal grave hullerne til sit fundament for at sikre, at en kommende isvinter ikke skubber drivhuset og ødelægger glassene. Og den dybde, som forsikringsselskaberne forlanger. Heldigvis må man godt nøjes med at punktstøbe fundamentet, så jeg skulle såmænd bare grave seks 90 cm dybe huller.

Læs også: Drivhus luksus

Næh, tak. Er den til mig?

Man gennemlever hele følelsesregisteret fra håb, troen på sejr og så et mellemstop ved desperation, når man på 80 cms dybde i sit lerjordshul med afslutningen lige inde for rækkevidde finder en sten, der er meget større end hullets diameter.

I den forbindelse har jeg lært, at hullets akustiske egenskaber gør, at det er svært at skelne mellem sten og kloakrør, så det kræver grundig inspektion, inden man tyr til grov vold.

Jeg har også lært, at hvis man er katteelsker, så kan kærligheden godt blive sat lidt på prøve, når man opdager, at kræets reaktion på de mange jordbunker har været “Næh, tak. Er den til mig?” En opdagelse, der for alvor rammer ens næsebor, når man med kinden på græsset og næsen i jordbunkehøjde ligger med hele armen i hullet og prøver at lirke en sten løs.

Jeg kan så også nævne, at jeg har lært, at det så omdiskuterede armslængdeprincip udmønter sig i 80 cm og altså præcis lige så upraktisk i underkanten til den pågældende stenopgravningsopgave, hvis man som jeg er en gennemsnitsdansker af gennemsnitshøjde.

Læs også: Thomas Uhrskovs klumme: Julen… slap lige lidt af

Motoriseret eller manuelt hulbor

Jeg havde ellers lagt optimistisk ud med at leje et motoriseret hulbor, der larmede som et vejarbejde og blot stod stille, mens det sendte mig i omdrejninger om borets akse, da det begyndte at støde på ler.
Da vidste jeg ikke, om jeg fejlbetjente maskinen eller blot var en svækling (en kombination kunne heller ikke på nogen måde udelukkes). Jeg kunne dog på nettet konstatere, at jeg ikke var ene om at hade hulbor plus lerjord.

På villavejens fælles Facebookgruppe kunne jeg se, at en genbo rådede over et manuelt hulbor, som nu befandt sig hos Johnny for enden af vejen. Han kunne så over en haveøl fortælle mig, at det ikke var i god stand. Så igen gik turen til byggemarkedets udlejningsafdeling.

Og jeg blev færdig og gik i gang med at støbe (og kunne så erkende, at min manglende forståelse for opgavens omfang og hullernes reelle dybde også betød, at jeg havde indkøbt for lidt cement). Så jeg kunne afslutte en weekend, ikke som drivhusejer, men som indehaver af seks huller – tre af dem støbte – stadig kun én vabel, en lænd, der nok ville tale et alvorsord med mig dagen efter, og løst ler nok til at lerkline en mindre afrikansk landsby.

Læs også: Hyggelige opgaver i haven i januar

Drivhuset overlevede sin første vinter

Et par dage senere havde jeg både et punkstøbt fundament og var i gang med at bygge. Men det her var sensommeren, og pludselig dukkede der nogle uventede arbejdsopgaver op, og det blev efterår.

Da der så var tid i kalenderen til at sætte glas i, sagde min mor noget klogt. Med de erfaringer, jeg havde med vinterstorme og drivhusglas, så var det måske lidt fjollet at haste for at sætte glas i, når jeg nu alligevel ikke ville komme til at bruge drivhuset før om foråret – så den gode nyhed er, at mit nye drivhus har overlevet sin første vinter.

Den dårlige er, at det teknisk set ikke rigtig er et drivhus.

Og solen skinner, så jeg spilder kostbare drivhustimer ved at skrive dette i stedet for at sætte glas i. Nu skal jeg bare sikre mig, at min hustru ikke i mellemtiden har smidt dem ud.

Læs også: Eksotiske planter i dit orangeri

Tekst  Hans Lauring

Foto  Nis Nielsen