Friskfanget fisk og god undervisning

Det er dejligt, at spise friskfanget fisk og helst udenfor. Men husk at gemme en eller flere af fiskene, de er fabelagtige undervisere i naturen.

Vi har spist knurhaner købt direkte hos en fisker i havnen To af fiskene er blevet reserveret til, om ikke videnskab, så i hvert fald en fantastisk mulighed for at kombinere god viden om fiske anatomi med en spændende times tid i græsset.

Alt det kræver er en plasticpose, plastichandsker, en kniv, en mor med viden om anatomi og to døde fisk, som der må skæres i, undersøges og røres ved. Det giver anledning til mange snakke om, hvad der findes i en krop, hvad de forskellige organer bruges til, og om det er ulækkert at se på indmaden i et dyr. Derudover taler vi om, hvad vi bruger dyrene til, samt hvordan de skal behandles.

Hovedet på det lille dyr er dækket af et benpanser, som kræver et af Majbritts øvede snit. Langs brystfinnerne findes store, forlængede stråler, hvor der er både føle- og smagsorganer, som fisken har brugt til at opdage fødeemner på havbunden.

Når man endelig har fået fingre i en stor mængde af den velsmagende Eutrigla gurnardus (grå knurhane), der kan blive op til 50 centimeter lang, så er det oplagt, at lade den indgå i feriens anskuelsesundervisning. At tyde af børnenes udtryk, så førte der stor begejstring med “undervisningen.”

Så husk næste gang I ser en fiskebil, en fiskekutter eller på anden vis er tæt på folk med friske fisk, at sikre jer et par fisk til den gode snak om indvolde – det er et sikkert hit blandt børnene.

Knurhaner

Læs også: Bag roret som søspejder

Borneferie.dk er hjemmesiden for klatrende mødre, fædre med koncentrerede blikke mens de snurrer bjælker sammen til familiens tømmerflåde, og svedige børn, der hylende svinger sig i regnskovens klæbrige lianer eller tilbereder havens frugter over eget bål. Vi er dem alle sammen.

Borneferie.dk dyrker den gode historie, hvor familier fortæller historier om at rejse og bruge naturen med børn til andre familier. Historier, der ægger lysten til selv at drage af sted, og til at dele sine erfaringer og oplevelser med andre, som en væsentlig del af det gode familieliv.

Borneferie.dk vil gennem ideer, tips og fortællinger gøre det nemmere, at være aktiv børnefamilie.

 

Tekst  Martin Hoffmann Kønig, Borneferie.dk

Foto  Martin Hoffmann Kønig