Jeg er vild med kragefugle. De er initiativrige, kloge og lærenemme og sandsynligvis blandt de allerklogeste fugle i verden. Men jeg forstår godt, når mennesker ikke gider have dem til middag ved foderbrættet. Så er det meget bedre at nyde dem ude i naturen.

Når du kommer i bil, og der sidder en flok krager på vejen, så letter den ældste altid sidst. Den har lært at vurdere bilens hastighed bedst.

Læs også: Et egetræ – til lyst og nytte

Men hjemme i haven skræmmer kragefuglene stort set alle andre fugle væk, og vi vil jo helst have mange slags fugle i haven. Så er der flere farver at se på og stemmer at lytte til. Både krager og duer kan holdes væk ved at opsætte tremmer eller stormaskede net på hver side af foderbrættet. Maskestørrelsen bør være ca. 7 centimeter. Læg heller ikke brød og æbler i haven, da det er en festinvitation til de større fugle.

En anden måde at fodre de små fugle på, for eksempel mejser, er med fedtkugler, der hænges op under en urtepotte vendt på hovedet. Her vil kun småfuglene være i stand til at udnytte foderet.

Undgå helst at fodre på jorden. Selvom mange fugle kan komme til fadet på én gang, indbyder føden helt sikkert også underjordiske gangstere til gildet, nemlig rotterne. Sæt i stedet et ekstra fuglebræt op et andet sted i haven, så er der færre kampe.

Og husk vandet. Det giver omkring 50 procent flere fugle i haven.

Læs også: Tag på tingfindertur

Vidste du at:

Gråkragen her er en af de klogeste fugle i verden, men dens størrelse skræmmer mindre fugle. For at undgå kragefuglen til middag i haven skal du blandt andet undgå at fodre på jorden eller på et åbent foderbræt, hvor den let kan komme til.

Tekst  Thomas Neumann, Danmarks Naturfredningsforening

Foto  Colourbox