Klumme: En huskat der blot er til pynt

Stol aldrig på en huskat

Livet som rækkehusejer har lært vores klummeskribent en masse om kryb og kravl, hvepsebekæmpelse og musejagt. Men måske allermest har det lært ham ikke at stole på en huskat.

Når man sådan flytter fra by til om ikke land, så dog forstadssoveby, hvor man lige så hyppigt møder en hest som en bybus, skal man til at forholde sig til dyr. Mest drejer det sig om kæledyr – egne og andres – og så de ubudne gæster, selv et lille rækkehus i en rimelig tæt bebyggelse som vores tiltrækker.

Læs også: Søren Rebbes klumme: Vi springer ud

 

Kampen om hvepsene

Der var eksempelvis det år, hvor min datter havde bemærket en vis hvepseaktivitet i udhuset før sommerferien. Men efter at have taget en lille runde affærdigede jeg tanken, og vi tog på ferie. Da min datter knap fire uger senere ville tage sin cykel i skuret, blev det til en hurtig retræte. Jeg tjekkede og måtte konstatere, at vi havde fået logerende.

Da jeg stadig boede hjemme hos mine forældre, havde de 800 meter hæk – ikke den olympiske løbsdisciplin, men 800 lettere kuperede meter med forskellige hækkesorter – og i mange år var det mit job at klippe dem. Jeg tror ikke, jeg har klippet dem én eneste gang, hvor jeg ikke et eller andet sted i hækkejunglen er stødt på et hvepsebo. Så jeg vil mene, at jeg er en erfaren hvepsebekæmper.

Men måske var jeg ude af træning, måske havde jeg tabt ungdommens overmod, eller måske var det hvepsebo, der nu på en sommer havde bemægtiget sig et gammelt akvarium i min egen rækkehushave, bare en anelse større.

Læs også: Søren Rebbes klumme: Vi springer ud

Forestil jer et udhus, hvor ting, der ikke lige skulle bruges, men heller ikke kunne smides ud, år efter år er blevet stablet langs bagvæggen. Og forestil jer så et 320 liters akvarium balancerende på en juletræsfod, en kasse strandlegetøj, ungerne er vokset fra, og kasser med blandede gør det selv-efterladenskaber. Oven på akvariet ligger der en 90 mm tyk skumplade fra badeværelsesbyggeriet, og hængende ned i akvariet fra den plade er der et hvepsebo, der har vokset sig helt ud, hvor det bliver mast fladt af akvariets sider.

Den professionelle hvepsefanger

Jeg ringede efter en professionel. Jeg forestillede mig lidt, at når man sådan ringer efter en voksen, så kommer der en eller anden gråsprængt herre, der med fadermine og erfaringens rynker fortæller en, hvordan han lige vil ondulere sådan en gang hvepse.
I stedet kom der en ung fyr. Og hvor jeg nok havde ventet kedeldragt eller måske en beskyttende uniform, kom han i shorts og polotrøje.
“Hvepse, siger du?,” sagde han med et blik, der med al tydelighed underkendte alle mine erfaringer med hvepseudradering og i stedet parkerede mig i kassen med bløde byboere, der ikke kan kende forskel på hveps og bi og ringer efter hjælp ved synet af den mindste kriblen.

Så stor var min fornøjelse, da han åbnede udhusdøren, kiggede og øjeblikkeligt lukkede den igen med et “Fuuuck – jeg HADER hvepse!”.
Da han lidt senere forsigtigt lirkede på døren for at besigtige boet, fløj der en hveps tæt på hans ansigt, hvorefter han baskende opførte en lille dans, mens han flere gange gentog sit “jeg hader hvepse”-mantra, og jeg så småt begyndte at overveje, om han ikke rent karrieremæssigt var havnet på en lidt forkert hylde.

Men da han havde fået kigget på boet og indrømmet, at det nok var det største, han i sit liv havde set, gik han til varevognen og fremførte et to meter langt rør, som han lirkede under pladen, hvorefter han gav boet nogle ordentlige pust med et hvidt pulver og sagde: “hvis der så er bevægelse i morgen, ringer du bare”. Hvorefter han kørte sin vej. På én gang hurtigt og antiklimatisk, men samtidig bekræftede det mig også i, at det var en opgave, det var ok selv at springe fra.

Læs også: Thomas Uhrskov klumme: Hils på din nabo

Stol aldrig på en professionel

Så er der selvfølgelig også situationer, hvor man ikke kan stole på de professionelle. Som da vi pludselig havde mus i køkkenet – noget, der heller aldrig skete på anden sal.
Efter at have konstateret, at der var tale om mus i flertal, tilkaldte vi ligeledes en professionel… men da han efter en halv time kun havde præsteret en ynkelig mjaven, lukkede vi ham ud af køkkenet igen.

Selvom vi er ret sikre på, at køkkenets tre små mus selv havde fundet ind, så bærer vores kat ellers sin del af skylden for nogle af vores uønskede dyrebesøg. Det er nemlig ikke, fordi den orange døgenigt ikke kan jage. Han har flere gange bragt levende mus med hjem, så han kunne jage dem i stuens mere magelige omgivelser. Eller blot efterlade lidt blodpletter på det hvide tæppe og musens indre organer som en lille hyggegave i hustruens sutsko.

Skal vi tælle efter, er katten kvantitativt nok bedre til at give uopfordrede gaver end jeg, men vurderet på modtagerens reaktion fører jeg stadigvæk lidt på gavernes kvalitet.

Der var fx den gang, da børnene var små, og det var min tur til at stå op med dem før solen. Jeg havde sat børne-tv på og var faldet i søvn. Pludselig vågnede jeg ved, at børnene skreg, og det sneede sort. I min stue.
Mens jeg groggy betragtede de halvstore sorte fnug, der dalede ned over sofaen, lettede noget stort og sort fra under spisebordet. Jeg nåede lige at konstatere ’solsort’ og tænke “hvad laver den her?”, da noget endnu større og orange lettede og i ny en sky af sorte dun stolt bragte sit bytte til jorden.
Jeg fik sluppet den forpjuskede fugl fri, belønnet den store og nu forvirrede jæger med lidt mad, trøstet ungerne og rengjort stuen, inden hustruen vågnede.
Men da en jeg så endelig dag stod og skulle bruge den orange jægers evner, kiggede han blot på mig, som om jeg var idiot.

Læs også: Sneglejagt, Webergrill og snak over hækken – en typisk husejer

Musefælderesearch

I stedet gik jeg på nettet og researchede musefælder.
“Jamen, Hans”, er der nok en læser, der tænker, “hvorfor gik du ikke i byggemarkedet og købte fælder i stedet? Vi ved jo, at du ved, hvor byggemarkedet ligger”.

Men nej, jeg er opvokset på Langeland, og når vi havde mus, så fangede min far dem levende og satte dem fri på Tåsinge (undskyld, Tåsinge) ud fra tesen om, at de nok ikke kunne passere en bro og en dæmning. En yderst human, om end en kende besværlig løsning. Men det er mindst 30 år siden, og jeg tænkte, at musefangeteknologien muligvis var kommet længere.
Det viste sig dog ikke at være tilfældet, for fælderne lignede sig selv, som jeg huskede dem, og da jeg modsat min fader er mere doven, end jeg er human, blev det til old school smækfælder.

De virkede. Men ingen har vist lært musene at bruge dem rigtigt, så selvom fælden klappede tre gange med få minutters mellemrum, blev ingen af de tre stakkels mus aflivet hurtigt, elegant eller uden gyserfilmseffekter. Måske kører jeg dem til Tåsinge næste gang.

Læs også: Hvor var det lige, jeg lagde hammeren?

Så selv om et tætbebygget rækkehuskvarter med frimærkestore haver ikke sådan for alvor føles som på landet, lærer man altså alligevel et eller andet om de vilde dyr.
Jeg har fx også lært, hvilke natsværmerlarver der angriber frilandstomater. Jeg har lært, at kattelopper kun tager en måned med daglig støvsugning af alle rum at komme af med igen. Og jeg har lært, at borebiller kan komme ind med brændet, og at når de begynder at samle sig i vindueskarmen, så skal man ikke gå i panik over, at husets træværk tilsyneladende er under angreb – de søger bare væk fra varmen.

Og så har jeg lært, at en rækkehuskat blot er til pynt.

Læs også: Det siger loven om at holde vejfest

Tekst  Hans Lauring

Foto  Nis Nielsen