Søm, hammer, kniv og en bagekartoffel. Mere skal der ikke til for at sætte gang i lærende leg og forårshygge i haven. Og insekterne… ja, de leger også med. Her ser du hvordan du kan bygge dit eget insektbo sammen med børnene.

Malthe skærer et præcist knivsnit gennem bagekartoflen på bordet foran ham. Han kigger intenst i “munden” på den sjove kartoffel, og et øjeblik kan man måske mistænke ham for, at der ikke behøver ske mere. For nu kan den jo tale og med et par tegnede øjne, er der nu mulighed for en gang kartoffelteater i haven.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Men vi er på jagt efter en effektiv og venlig insektfælde, hvor formålet er at studere, iagttage, se og lægge mærke til, ikke slå ihjel.

Et sjovt hjemmelavet insektbo, kan laves af en stor bagekartoffel, som skæres over på langs. Den nederste halvdel graves ned i jorden, så fladen flugter med jordhøjden. I den øverste halvdel skæres en buet “kanal”, som skal være indgang, når de to dele samles igen. Det gøres med to søm, og her er det vigtigt, at den øverste kartoffelflade “svæver” cirka en halv centimeter over den nederste, så insekterne har et mellemrum at kravle ind i.

Læs også: Faxe Kalkbrud er en enestående naturoplevelse

Ned på alle fire

I haven er alt for længst begyndt at spire og springe ud, og rundt omkring os kribler og krabler det… i hvert fald hvis vi kigger godt efter. Kartoffelfælden er lækre sager for mange af havens dyr, men engang imellem skal de hjælpes, og så er det ned på alle fire, for når smådyrene skal findes, skal næsen godt ned i græsset. Og så er det ellers bare at se, hvad der gemmer sig på planter og blade, under sten og blomsterkrukker, eller bag brænde og bark.

I legetøjsbutikker fås insektglas af plastik med forstørrelsesglas i låget. Men et gammelt renvasket syltetøjsglas med et par sømlavede huller i låget kan snildt gøre det som midlertidig bo for insekterne, mens de nærstuderes. Vi finder kugle-bænkebiddere, som ruller sig sjovt sammen i deres skjold, når vi tager dem op, og tusindben, som slet ikke har tusinde ben, men bare hedder det fordi, det vil lyde fjollet at kalde dem for tohundredeogfyrreben.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Lærende leg

Udover at se, føle og opleve de mange små dyr, er der også mulighed for at koble lidt viden på. Så det er bare en tur på biblioteket, hvor der er masser af muligheder for at låne bøger om de mange insekter. Mariehøns er der mange af, de er nemme at spotte med deres stærke røde farve. Vi finder flere af den 7-plettede mariehøne. Husk at lægge mærke til hvor mange pletter de har, og se om I kan spotte nogle gule med pletter. Der findes flere spændende slags mariehøns i Danmark.

Læs også: Få din egen økologiske te-fabrik i Sri Lanka

Borneferie.dk er hjemmesiden for klatrende mødre, fædre med koncentrerede blikke mens de snurrer bjælker sammen til familiens tømmerflåde, og svedige børn, der hylende svinger sig i regnskovens klæbrige lianer eller tilbereder havens frugter over eget bål. Vi er dem alle sammen.

Borneferie.dk dyrker den gode historie, hvor familier fortæller historier om at rejse og bruge naturen med børn til andre familier. Historier, der ægger lysten til selv at drage af sted, og til at dele sine erfaringer og oplevelser med andre, som en væsentlig del af det gode familieliv.

Borneferie.dk vil gennem ideer, tips og fortællinger gøre det nemmere, at være aktiv børnefamilie.

Tekst  Martrin Hoffmann Kønig, Borneferie.dk

Foto  Majbritt Andersen