Mad fra naturen – støvbold med hvidløg

– “Se far, jeg har mad med hjem”.

Malthe kigger stolt, mens han nikker med hovedet mod sine arme. Under dem har han to store fodboldlignende hvide ting, som han er fuldstændig overbevist om skal være vores aftensmad. Det er kæmpe-støvbolde, som pibler frem i naturen, særligt efter en solid omgang sommerregn, og som snildt kan spises, når den står på sensommertur i naturen.

Selve støvbolden, der er en champignon af de meget store slags, kan blive 60 centimeter i diameter og er formet som en ruskindsagtig håndbold eller basketball. Den skal “fanges”, mens den stadig er kridhvid, for når støvbolden modnes, så bliver den brun indvendig, og får en konsistens som en gammel støvet skumgummimadras og begynder at lugte af hengemt musebo.

Men lige nu kan den sagtens anvendes som mad, på en pande over bålet, men den skal have lidt selskab. For selvom det er ganske sjovt for de mindste, at stå og skære den enorme champignon ud i “bøf”stykker, så er smagen ikke overvældende, snarere sådan lidt fugtig ikke-eksisterende. Men med en god gang hvidløg og lidt salt og peber, er der hentet lidt af en delikatesse i naturen.

Det sjoveste er ubetinget, at finde den og at tale om den. Og selvom man ikke må, så sidder der et spark i foden og venter, for man har bare sådan en lyst til at losse til den store støvbold. Det er der dog ingen grund til, for udover at kunne lave god supplerende kost af den, ser den også ganske dekorativ ud i naturen.

Støvbolden “bor” i krat, skov eller på gamle græsplæner, og kan findes indtil oktober.

Den store støvbold findes først og fremmest på dyrkede marker, i haver og parker, ofte i nældebevoksninger, langs veje, i krat mv.

Den kommer frem midt på sommeren, men kan findes det meste af året.

Læs også: Et feriehelle i Mellemøsten

Borneferie.dk er hjemmesiden for klatrende mødre, fædre med koncentrerede blikke mens de snurrer bjælker sammen til familiens tømmerflåde, og svedige børn, der hylende svinger sig i regnskovens klæbrige lianer eller tilbereder havens frugter over eget bål. Vi er dem alle sammen.

Borneferie.dk dyrker den gode historie, hvor familier fortæller historier om at rejse og bruge naturen med børn til andre familier. Historier, der ægger lysten til selv at drage af sted, og til at dele sine erfaringer og oplevelser med andre, som en væsentlig del af det gode familieliv.

Borneferie.dk vil gennem ideer, tips og fortællinger gøre det nemmere, at være aktiv børnefamilie.

Tekst  Martin Hoffmann Kønig, Borneferie.dk

Foto  Martin Hoffmann Kønig