Mejser og musvitter hjælper mod skadedyr

Foråret er stadig et stykke vej forude, men alligevel synes jeg, at det er tid til at komme helt frem i skoene og tænke på sommerens havehøst. Undersøgelser viser, at mejser som for eksempel Blåmejser og Musvitter er gode til at spise skadedyr som f.eks. larver og insekter i træerne. En mejsefamilie spiser under opfostringen af et kuld unger mellem 10.000 og 15.000 insekter. I økologisk æbleavl vil de fjerne omkring 95 procent af alle æblevikler – larver der gnaver sig ind i æblerne – og give et væsentligt forøget høstudbytte. Men også køkkenhaven får god gavn af de små fugle, der holder insekterne væk.

Læs også: 10 gode råd mod sygdomme i drivhuset

Du kan selv lave eller købe et par mejsekasser allerede nu. Sæt dem op i haven, så de er klar til forårets havehjælpere. På internettet vrimler det med byggevejledninger til fuglekasser, men ellers koster de ikke meget og kan holde i op til 10 år.

wooden birdhouse on birch

For cirka 300 kroner kan du købe fuglekasser med kamera, der kan sættes til din computer indenfor. Det er reality tv af bedste kaliber, når fugleungerne vokser op. Jeg er flere gange blevet imponeret, når fugleparret går i gang med andet kuld.

Småfuglene er sjove at se på i haven og med lidt kynisme, kan man altid håbe på, at der kommer en spurvehøg forbi. Så vil du opleve et drama, der slår HBO og Netflix.

SAMSUNG CSC

En lille musvit titter ud af fuglekassen. Det vrimler med gode tips til at lave sin egen kasse på nettet, så det er bare om at komme i gang. Hæng gerne kassen ud allerede nu, så kan småfuglene nå at hjælpe dig med at bekæmpe frugtspisende larver og andre insekter.

 Danmarks Naturfredningsforening arbejder for biodiversitet:

Biodiversitet handler om mangfoldigheden af liv i naturen lige fra små insekter til store egetræer.

Oftest er en høj biodiversitet et tegn på, at naturen trives, fordi der er plads til mange arter og processer.

Danmarks Naturfredningsforening vil gerne have danskerne ud og tage temperaturen på biodiversiteten i den danske natur, og i 2015 kan du tage naturen i hånden ved at registrere bestemte arter af dyr og planter, svampe og mosser i naturen, hvor du bor.

1. marts kommer der desuden en mobil app til formålet, men allerede nu kan du gå i gang med at registrere.

Læs mere på www.biodiversitet.nu

Tekst  Thomas Neumann, Danmarks Naturfredningsforening

Foto  Colourbox