Sådan laver du dit eget fuglefoder
Få opskriften på en lækker luksusblanding
Hvis du vil være sikker på at tiltrække mange fugle, der bliver faste vintergæster i haven, så er det en god ide at begynde nu med at fodre. På den måde vænner du dem til at besøge netop din have.
Fedtkugler med fuglefrø og korn fra supermarkedet er udmærket fuglefoder om vinteren, men du kan også vælge selv at lave dit eget foder til fuglene af fedt, korn, kerner og nødder. Se vores luksusblanding.
Luksusblanding
- 300 g fedt (svinefedt, oksefedt el. palmin)
- 3 dl fuglefrø
- 2 dl havregryn
- 2 dl solsikkekerner
Smelt fedtet i en gryde og tilsæt frø og korn. Afkøl blandingen og hæld den i halve skaller af kokosnødder eller i små bægre forsynet med ophæng.
Læs også: Bag roret som søspejder
Fedtkogler
Smelt fedt i en gryde. Det kan være svinefedt, oksefedt eller palmin.
Bind ståltråd i store grankogler og dyp dem gentagne gange i fedtet når det begynder at stivne. Hæng koglerne op i havens træer og buske, når fedtet er størknet.
Læs også: 4 tips til at finde brombær – og en skøn opskrift på brombærpandekager
Vand i vinterkulden
Husk, at fugle sætter pris på frisk vand hver dag. Læg evt. en plastdug i vandskålen, så du hurtigt kan vippe is bort.
Sørg også for overnatningen
Og så kan du selvfølgelig også sørge for, at fuglene har flere muligheder for at overnatte i haven ved at have et overskud af redekasser, tætte bevoksninger og stedsegrønne buske, hvor især solsorten, rødhalsen og grønirisken godt kan lide at holde til.
Nej tak til krager
Hvis du ikke vil have kragefugle ind i haven, skal du undgå at fodre med brød, korn og billige vildfugleblandinger. Kragerne finder hurtigt ud af, hvordan de kan rive hele mejsekugler af træet, så det er en god ide at hænge dem op i en lang, stiv ståltråd. Eller du kan hænge mejsekugler op i en omvendt urtepotte, som giver mejserne mulighed for at flyve til foderet nedefra, mens kragerne hurtigt giver op.
Læs også: Sådan får du flere fugle i din have
Kend fuglenes livretter
Blåmejse og musvit: Fedt, nødder, solsikke og mejsekugler.
Jernspurv: Frø fra valmue, hirse og raps. Rosiner, frugt og bær.
Rødhals: Rosiner, bær og havre.
Sjagger: Masser af æbler, bær, rosiner og nødder.
Solsort: Havre, rosiner, bær, frugt og nødder.
Bogfinke: Bær, små frø og hakkede nødder.
Grønirsk: Solsikke, hakkede nødder, bær og mejsekugler.
Dompap: Solsikke, bær, hakkede nødder, korn og frø.
Gråspurv og skovspurv: Havre, korn, fine frø og mejsekugler.
Duer: Korn og havre.
Du kan få mange flere gode råd hos Dansk Ornitologisk Forening – www.dof.dk
Læs også: Den store forårsrengøring i haven går ud over dyrene
Tekst Rie Duun
Foto Gardenlife