Citronsommerfuglen er en af de få overvintrende danske som­ merfugle. Derfor møder vi den ofte i det tidlige forår – på de lunere dage i marts og april.

Hannen er citrongul og hunnen mere grønlig. Møder du en smuk, grønlig som­ merfugl i haven, i skoven eller på en­gen omkring påsketid, er det garanteret citronsommerfuglen, du hilser på.

Den har, ligesom os mennesker, frosset sig gennem vinteren, og den skal nu i gang med det allervigtigste: at finde føde og en mage at parre sig med for at sikre frem­ tidens sommerfuglebestand.

Læs også: Sådan får du mange sommerfugle i haven

Har du plads til et nyt træ i haven, så prøv en ‘Tørst’. Det er et nemt træ, der tåler både sol, skygge, vind, fugtig og tør jord, ligesom det står fint på husets nordside. Tørsten er citronsommerfuglens bo, og hunnen lægger sine æg under træets blade, der tilmed giver næring til larverne.

I gennemsnit lever de danske sommerfugle kun et par uger, men citronsommerfuglen overvintrer og ender således med at blive næsten et år gammel. Den er altså en slags flyvende Metusalem – og, kunne man tilføje, en ganske elegant én af slagsen.

Sommerfuglen er et af de få insekter, som ingen rigtig er bange for – tværtimod er det en fornøjelse at se dem flyve efter nektar, og når de lander på os mennesker, er de som regel yderst velkomne.

Husk at nyde forårets farvestærke sommerfugle, mens de er her – ligesom forårsblomsterne er de flygtige.

Tekst  Thomas Neumann, Danmarks Naturfredningsforening

Foto  Thomas Neumann, Danmarks Naturfredningsforening