År efter år nyder vi de dejlige kirsebær, fra det store træ i haven. Vi har ”arvet” træet fra husets tidligere ejere, så vi kender ikke sorten. Men hvis man kan tale om det perfekte kirsebærtræ, må det være denne slags.

Kirsebærrene starter med at blive røde i starten af juli og så snart de har fået farve er de klar til at spise. I løbet af juli og august bliver bærrene langsomt mørkere, for til sidst at ende med nærmest at være sorte. Jo mørkere bærrene er, jo sødere bliver de. Man vælger faktisk selv hvornår bærrene er helt som man allerbedst kan lide dem og så spise løs på det helt rigtige tidspunkt.

IMG_2130

Medmindre…

Et år fik vi besøg af den værste kirsebærtyv af alle – stæren!

Stærene kommer i kæmpe flokke på flere hundrede fugle og i løbet af bare en times tid, kan de totalt tømme et stort kirsebærtræ. Det eneste de efterlader, udover en hel masse klistret kirsebærsaft, er en enorm mængde afføring. Vi har aldrig oplevet noget så voldsomt i haven tidligere!

Efter et par timers rengøring af både træ og gårdsplads, så alting nogenlunde normalt ud igen, men væk var alle kirsebær og vi kunne kun drømme om at træet ville bære lige så mange bær til næste år.

Læs også: Få flere solsorte i foråret

Fakta om stæren

Stæren er en kortdistance-trækfugl og mange overvintrer i England. Nogle overvintrer også herhjemme. I sensommeren og i træktiden samles stærene i store flokke til kollektiv overnatning, især i Vadehavsområdet og ved de vestjyske fjorde og Limfjorden.

Stæreflokkene kan især i efteråret være så store at de nærmest formørker solen når de flyver over himlen I store formationer. Dette har givet anledning til begrebet sort sol. En stæreflok, der danner sort sol, kan bestå af helt op til 1 mio fugle.

dias27

Billedet er venligst udlånt af www.sortsafari.dk

Stæren lever af insekter, orme og snegle og i efteråret supplerer de altså kosten med frugter og bær fra de Skandinaviske haver, til stor fortrydelse for de stakkels haveejere.

Man kan forsøge at skræmme de enorme fugleflokke væk fra træerne ved at hænge sammenkrøllede foliekugler I træet, eller som en nabo gør det – at hænge gamle cd´er I træet. Men det er ikke sikkert at disse kneb virker – fuglene vænner sig hurtigt til de skinnende objekter I træet. En gang så vi endda en stær, der havde sat sig på en af foliekuglerne, mens den guffede kirsebær I sig.

Læs også: Lav dit eget fuglefoderhus

DSC_4936

En lille trøst

Hvis dit kirsebær bliver udsat for et stæreangreb, er det en måske lille trøst, at du dermed hjælper bestanden med at overleve. Stæren er nemlig gået kraftigt tilbage – alene fra 1975-2005 er bestanden I Danmark halveret.

Kilde: dofbasen.dk, Naturstyrelsen.dk

Tekst  Gitte Højbjerg

Foto  Gitte Højbjerg, Sort Safari