Udekøkken der kan tages med i naturen

Trangia, det lille grydesæt, som kan klare det meste, er ganske enkelt genial, når aftensmaden skal hives med i naturen. Et fint transportabelt udekøkken.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Dampen står fra gryden mens otte-årige Malthe langsomt hælder hjemmebragt vand over den hede aspargessuppe. Vi kan alle tre mærke det, tænderne er langsomt, men sikkert, begyndt at løbe i vand. Illusionen om, at vi efter en dagslang vandring skal have nogle nødvendige kalorier indenbords og er nødt til at proviantere her og nu, er nem at holde fast i, som vi sidder i græsset med kig til vuggende siv, snadrende blishøns, blomstrende træer og summende humlebier – for det er sådan naturen tager sig ud lige nu.

I virkeligheden er der blot dømt et par timer med rygsæk og vandresko få kilometer hjemmefra, mens dagen går på hæld. Og for at få tiden til det, så er aftensmaden henlagt til naturen. Malthe kigger koncentreret på den mørke bolle i sin hånd mens han langsomt fører spejderkniven i dejens vom. Det er spejdermaner forklarer han mig, mens han får hul på bollen og skærer sig vej igennem den. Et par skiver af den cheddar ost, som han egentlig ikke kan lide, finder hurtigt vej til bolle og mave, for herude, når vi spiser sammen i naturen, får det meste adgang til at skabe mæthed. Det er bare hyggeligere at spise sammen i naturen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Læs også: Mahmya øen ved Hurghada i Egypten

Hvad var det, vi så derhenne?

Malthe har fået stillet den værste sult, og nu er det tid til at gå på ekspedition, for dem, der har været i Møllekrogens varierede landskab før os, er begyndt på at bygge en hule, og den skal bedømmes, bruges og sættes i forhold til den anden hule vi så længere oppe på bakken, og når han bevæger sig lidt længere væk, så er det med kameraet i hånden, for tænk nu, hvis der er en udsigt eller andet som kan mangle ord, når det skal fortælles.

Det er ved at være te-tid, så Malthe må retur til det hårdt prøvede, men uhyre effektive grydesæt, der tåler natur, vand, røg og ild. Stormtændstikkerne bliver strøget og så er der ild. Dampen afslører det kogende vand og efter teen er det tid til at vende snuden hjem, og selvom et nej til at hjemtage en dødstiv frø med ormehuller får diskussionslysten til at være tæt på at kamme over, så har vi netop forvandlet en ganske almindelig hverdag til endnu en god oplevelse i naturen.

For os er det Møllekrogen ved Selsø, men det kan jo være hvor som helst. I parken, ved havnen eller i haven.

Læs også: Sam sørger for alle færger på Færøerne

Borneferie.dk er hjemmesiden for klatrende mødre, fædre med koncentrerede blikke mens de snurrer bjælker sammen til familiens tømmerflåde, og svedige børn, der hylende svinger sig i regnskovens klæbrige lianer eller tilbereder havens frugter over eget bål. Vi er dem alle sammen.

Borneferie.dk dyrker den gode historie, hvor familier fortæller historier om at rejse og bruge naturen med børn til andre familier. Historier, der ægger lysten til selv at drage af sted, og til at dele sine erfaringer og oplevelser med andre, som en væsentlig del af det gode familieliv.

Borneferie.dk vil gennem ideer, tips og fortællinger gøre det nemmere, at være aktiv børnefamilie.

Tekst  Martin Hoffmann Kønig, Borneferie.dk

Foto  Martin Hoffmann Kønig