Efter en lang havesæson er det fristende at smække benene op og sætte sig til rette i lænestolen med en god film eller bog

Men der er stadig et par gøremål tilbage i haven, før den er helt vinterklar.

Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted. Sådan begynder C.V. Jørgensen-sangen Sæsonen er slut.

Vi kender alle følelsen, men der er ingen vej udenom. Havemøblerne skal ind igen, ligesom urene snart skal stilles tilbage. Sådan gør du din have vinterklar:

Læs også: Den vinterblomstrende kejserbusk

Tøm krukkerne

For at dine krukker ikke skal gå i stykker er det en god ide at tømme dem for jord og sætte dem i tørvejr. Ellers risikerer du at frosten får jorden til at udvide sig, så krukkerne frostspringer.

Der er dog undtagelser: Glaserede, frostsikre krukker kan godt stå ude, når du har tømt dem for jord.

Jorden kan du smide ud i et bed, medmindre den indeholder masser af lecasten eller planterne har været syge. Hvis det er tilfældet bør du køre jorden på genbrugspladsen.

Riv plænen

Riv græsplænen og fjern nedfaldne blade og frugt. Derefter kan du slå plænen en sidste gang for i år. Klip ikke græsset lavere end 4 centimeter, så klarer græsset sig bedst gennem vinteren.

Læs også: 10 gode råd til haven i november

Ryd op i drivhuset

Fjern alle planter og skrab de øverste 5-10 centimeter af jorden eller tøm dine kapillarkasser. Jorden kan du køre på genbrugspladsen, så rester af skimmel eller meldug ikke efterlades i din have.

For syns skyld kan du give drivhuset en tur med vandslangen, så det ser fint ud. “Vent med hovedrengøringen til foråret, hvor vand og brun sæbe skal i brug” anbefaler anlægsgartner Anja Kelvin fra Haveselskabets have på Frederiksberg.

Beskyt dine planter

Hvis du har et rosenbed, så riv bladene væk og kør dem på genbrugspladsen. De kan indeholde svampesporer og andre sygdomskim. Mellem jul og nytår kan du klippe grene af juletræer og sætte dem omkring roser og f.eks. krydderurter, som en slags tipi der beskytter mod frost og sne.

Nu er det tid til at hygge sig indendøre og begynde planlægningen af næste års havesæson.

Læs også: Reglerne for snerydning er ret simple – få dem her

 

 

 

 

Tekst  Søren Ørsted Pedersen

Foto  istockphoto