Jeg inddeler min have i rum med forskellige typer hæk

Da vi for godt og vel en snes år siden købte huset her, var der blot én stor græsplæne. Haven var det, som en ejendomsmægler vil kalde ’parklignende’ – en stil uden de store oplevelser. Alt kunne overskues fra ét sted, og her var ingen overraskelser.

På rejser til England lærte jeg, hvor mange spændende muligheder der er, når det gælder haveindretning. Den danske privathave var på det tidspunkt – og er i de fleste tilfælde stadig – ret ensformig. Herhjemme er det sjældent at opleve ruminddelte haver, men det var netop det, jeg ønskede at skabe. For mit indre blik så jeg en have med mange små og store rum, og jeg var helt klar over, at jeg behøvede professionel hjælp, hvis dette skulle føres ud i livet. Derfor kontaktede jeg landskabsarkitekt Jane Schul, der ramte plet allerede ved første skitseudkast. Hun forstod mine behov, og jeg er så taknemmelig for den plan, Jane tegnede, for den er i dag hele havens rygrad.

Læs også: Krukker i stærke farver

Hæk af bøg danner allé op til huset

Først og fremmest foreslog Jane, at vi plantede en lang bøgehæk, for at afgrænse alleen ind mod haven. Det virkede så selvfølgeligt, så den var jeg staks med på. Parallelt med allé-hækken blev det plantet endnu en bøgehæk, der markerer overgangen mellem den store blomsterhave og skovhaven.

Hæk af bøg

Indenfor disse to hække skulle der – forslog Jane – plantes et kantet forløb af taks, der indrammede en række haverum. Selve udformningen var jeg straks med på, men at det skulle være taks, satte jeg dog spørgsmålstegn ved. Jeg vidste, at en takshæk groede forholdsvis langsomt, og spurgte om vi dog ikke i stedet også kunne bruges bøg her. Men nej; Jane holdt på sit …

Og jeg må sige, at jeg i dag er taknemmelig for dette. Efter en halv snes år nåede hækken sin endelige højde. Og fordelen er i dag, at takshækken er så nem at klippe, fordi tilvæksten er minimal. Især da fordi, takshækken bliver klippet tre gange om året, hvorimod bøgehækken klippes to. Første gang omkring 10. juni. Fordelen ved denne klipning er, at hækkene på dette tidspunkt ikke har nået skyde så meget, og den tidlige klipning sætter væksten noget tilbage. Først i juli bliver takshækken igen klippet, og midt i august får både bøg og taks endnu en tur, men denne gang blot i toppen.

Læs også: Må du tisse op ad hækken ind mod naboen?

Hæk af taks

Især takshækkene er min store stolthed. Gartner Preben klipper hver eneste hæk med stor akkuratesse, og jeg er så glad, når de står helt skarpe og nyklippede. Så danner det et smukt og tiltrængt modspil til havens store frodighed. At takshækkene også er vintergrønne er et yderlige plus.

Bøgehækkene er jeg også rigtig glad for, og selv om de ikke holder den grønne farve året igennem, er de alligevel seværdige gennem alle sæsoner. Det skyldes, at bøgehække vinteren igennem beholder løvet, om end det visner. Når det omkring 1, maj er tid for løvspring, begynder de brune blade at falde mod jorden, og så kommer det friskgrønne løv. Det er et mirakel af de helt store, og når det sker, er det virkelig forår i haven.

Haven set ovenfra

Jeg elsker mine hække og de oplevelser, de byder på. Og det herlige er, at de i den grad indbyder til, at man går på opdagelse i haven. Hvad sker der mon omkring det næste hjørne?

Læs også: Må du tisse op ad hækken ind mod naboen?

Tekst  Claus Dalby

Foto  Claus Dalby