Skal jeg erstatte naboens buske og træer?

Spørgsmål vedrørende ødelagt buske og træer hos naboen

Kære VoresVilla-eksperter!

Tak for et godt blad og for jeres gratis ekspertise.

Jeg har nogle meget høje fyrretræer stående tæt på skellet til min nabo, og nogle af træernes grene er vokset ind over skellet til en af mine naboer.

I november sidste år (vel uge 47) faldt der megen sne i Danmark. Sneen (og de specielle temperaturer) gjorde visse grene så tunge, at de brækkede af og faldt ned på min nabos grund, og ødelagt flere af deres buske og træer.

Jeg mener, at ødelæggelsen af visse af naboens buske og træer udelukkende skyldes snefald (som vorherre er ansvarlig for), nemlig de skader, som ikke skyldes nedfaldende grene fra vores træer. Mit spørgsmål er, om jeg er ansvarlig på de skader på naboens buske og træer, som skyldes nedfaldende grene fra mine træer, og som hang ind over naboens grund.

Med venlig hilsen
Torsten Nørgaard

Læs også: Vores skelpæl er forsvundet – hvad gør vi?

Svar

Kære Torsten.

Tak for din henvendelse.

Som udgangspunkt kan du ikke drages til ansvar for de skader, som dine træer forårsager hos din nabo, når skaderne skyldes vejrforhold.

Såfremt de pågældende træer har været rådne eller på anden måde til fare ved store mængder sne eller storm, og du har været bevidst herom, kan du muligvis drages til ansvar for ikke at have sikret træerne tidligere, evt. ved beskæring, således at skaderne hos naboen kunne være undgået. Men er det ikke tilfældet, kan du næppe drages til ansvar.

For at bevare det gode naboskab, vil jeg dog anbefale at du forsøger at finde en mindelig løsning med din nabo. Du kunne måske tilbyde at betale for en ny busk til naboen til erstatning for nogen af de ødelagte. Det er trods alt bedre at bevare det gode naboskab.

Med venlig hilsen

Charlotte Szymala
Dansk Boligadvokat

Danske Boligadvokater

Læs også: Hvem skal betale installationen af min varmepumpe?

Har du et spørgsmål til Villaeksperterne, kan du skrive det til [email protected]

Tekst  Villaeksperterne

Foto  Gitte Højbjerg