Kølige, indbyggede drinks i havestolen og grillvarme i bordet. Lyder det fristende? Så vil du elske de multimøbler med opbevaring og andre dobbeltfunktioner, som vi har fundet til dig.

Lænestolen med indbygget tre gears-kummefryser, ovenlysvindue og skridsikre dæk er endnu ikke opfundet. Men en smule mindre kan vel også gøre det, nu vi for alvor skal til at indtage haven for sæsonen.

En stribe havemøbelproducenter tilbyder anvendelige havemøbler med flere funktioner, som gør sommeren lidt nemmere – og sjovere. Tjek fx den hollandske Jokjor Champ-taburet, som i have-billedet ligner en overdimensioneret champignon, og som yderst praktisk kan proppes med nedkølede flasker, hvorefter du kan bruge sædet til skærebræt.

Vi har udvalgt otte gode bud på multifunktionelle møbler til haven. Møbler, som kan rumme grej – men også har flere andre funktioner.

Samtidig bruger vi også lige denne plads på at relancere det groft undervurderede bakkebord, som engang bestod i klappe-sammen-om-fingrene-modeller, der sjældent var til at klappe hverken ud eller ind, uden at alt indhold landede på plænen – men som nu findes i dekorative og rent faktisk håndtérbare metal-udgaver.

Læs også: Er havemøblerne dækket af min forsikring?

Skammel med barplads

Cool stool er et både funktionelt og moderne havemøbel, der kan holde dine drikkevarer kolde og samtidig give dig en ekstra siddeplads eller skammel til din havefest. Stolen/skamlen er fremstillet i formstøbt plast og vejer ikke ret meget, og den er med sine sidehåndtag nemt at flytte. I bunden har den en bundprop, så overskydende isterningevand kan løbe ud af sig selv.

Cool stool fås i sort, og forhandles i blandt andet Bauhaus, jem & fix og Harald Nyborg. Pris: 278-399,95 kr.

Cool stol i hvidCool stol i cappuccinofarveCool stol i turkis

Multimøbel på hjul

Cubic Plus er en serie af moduler, der kan bygges til individualiserede hegn og havemøbler – fx denne rullende havebænk/sidebord/blomsterkasse med låg, der kan rumme haveredskaber, picnicgrej eller hvad du nu har brug for og trilles hen i solen eller skyggen alt efter behov.

Cubic Plus forhandles hos homeshop.dk og haveglad.dk, og prisen for konstellationen på billedet er 1.799 kr.

Bænk fra Plus

Bænk med blomsterpanel

Hvis pladsen på terrassen er lidt trang, eller du bare trænger til et sted at gemme noget af vejen og lidt grønt op ad murværket, så har Äpplarö-serien fra IKEA en genial løsning: kombinationen af bænk, opbevaring og gro-op-ad-vægpanel til slyngplanter. Skal du ikke bruge den til at sidde på, kan du tilkøbe hylder, så møblet kan blive en hel lille opbevaringscentral for plantegødning, handsker og urtepotter. Panelet skal skrues ind i eller læne sig op ad en mur. Pris for bænk med vægpanel: 799 kr., hylder kan tilkøbes for 100 kr. stykket.

Bænk med blomsterreol

Opbevaringsbænk med hyndemål

Denne hvidlakerede bænk med navnet Elliot har en praktisk indbygget hyndeboks, der dog ikke er vandtæt – så hvis du rent faktisk vil bruge den til hynder, anbefaler forhandleren Coop, at du tilkøber et hyndebetræk. Vil du bruge den til opbevaring af fx urtepotter eller dåseøl, går det nok endda, hvis der skulle komme en skylle sommerregn. Bænken er lavet af FSC-certificeret akacietræ og har målene B107,0 x H89,5 x D61,0 Pris: 1.799 kr.

Hvid havebænk

Superchampignon som multimøbler

Hollandske Jokjor har designet dette pragtmøbel kaldet Champ, som kan bruges både ude og inde. Det kan alt efter behov tjene som siddeplads, sidebord og opbevaring – dobbeltvægge og silikoneprop i bunden gør, at du også kan bruge den som køler til op til 4 vinflasker ad gangen. Champ fås i hvid, sort og en lys olivengrøn, og du kan vælge mellem siddepuder i forskellige farver eller en bord/siddeplade af enten eg eller valnød. Sidstnævnte kan sågar bruges som skærebræt – hvis du altså nænner det. Forhandles på www.jokjor.com for ca. 900 kr. og i diverse danske webshops, fx www.dubuy.dk, for omkring 1.400 kr.

Superchampignon

Bord med indbygget bål

Den danske sommer handler jo også om at være sammen, hygge sig og lune sig i hinandens selskab. Så hvorfor ikke anskaffe sig et smukt havebord, som – vupti, af med låget – kan omdannes til et blussende ildsted? Forhandleren af det såkaldte Bålfad Bord foreslår selv, at man også kan bruge bordet af mosaiksten og metal som blomsterbord. Forhandles af www.frydenstrand-naturhave.dk, hvor det koster 1.485 kr.

Bord med indbygget bål

Bakke og bord i ét

Bakkebordet er intet mindre end en genial opfindelse – når det altså, som Eyelet bakkebordet her, er designet, så det ikke kollapser under fragten. Med denne metalmodel uden sammenklapningsrisiko er det bare at fylde alle de ønskede sager på bakkebordet indendørs, tage fat i håndtaget og bære det ud. Fås hos Ilva og Idémøbler i flere forskellige farver og størrelser fra 799 kr. til 1.599 kr.

Bakkebord Bakkebord

Stigeskammel med værktøjsrum

Morelands praktiske haveskammel i kraftig plast gør det ikke kun nemmere at nå op at klippe toppen af hækken eller få fat på naboens æbler – den gør sig også bemærket ved at have en smart skuffe, hvori man kan lægge plantegrej og en knæpude under sædet. Pris: 79 kr.

Haveskammel med opbevaring

Læs også:  Haveglæden stod i fuld flor under Cph Garden

Tekst  Maggie Svarstad

Foto  Diverse producenter