Lækre loungemøbler til din terrasse

Indretning af terrassen er lidt som at indrette en stue – se vores bud på lækre loungemøbler til formålet

Lange sommeraftener med grill og venner på terrassen, travle dage hvor haven skal trimmes og så en lille blunder i hængekøjen i den første spæde forårssol. Der er meget at glæde sig til, når foråret og sommeren snart kommer på banen, og det er allerede nu ved at være tid til at tænke på, om haven og terrassen er klar til dine drømme.

Bjerget.38

Først rykkede køkkenet ud på terrassen, og mange har efterhånden investeret i et udekøkken. Og nu følger stuen efter. For terrassemøbler er meget mere end blot et bord og fire stole – nu skal man ligge, læne og slænge sig i sofaer eller kæmpepuder og det gode er, at mange af dem er fleksible, så du kan ændre på møblementet alt efter behov.

Læs også: En god dag til træbeskyttelse?

Loungemøbler

De store sofaer og lænestole til haven findes i alle prisklasser. Den ultimative flyder kommer fra Trip Trap, og den kan bruges både inde og ude. Det smarte ved serien er, at man kan sætte lounge-elementerne sammen, som man har lyst til, og der er en ingen grænser for, hvor store møbler du kan skabe på terrassen.

Float Lounge latte 03

Float Lounge er i den dyre ende af skalaen, hvor et hjørnemøbel koster cirka 20.000 kroner. I den anden ende af prisskalaen ligger f.eks. modulsofaen Äpplarö fra Ikea. Også her kan du lave uendelige kombinationer, så sofaen passer lige til din terrasse. En 3+2 hjørnesofa koster omkring 3.000 kroner, og så kan du ellers bare bygge på eller trække fra, alt efter behov.

 

Skab stuestemning med tæppe eller trægulv

Du kan sætte nok så mange fine møbler sammen i et loungehjørne, men hvis de står på et koldt og kedeligt underlag, får du aldrig skabt den rigtige stemning. Derfor kan du vælge at lægge fliser. “Åh nej, det er alt for besværligt,” tænker du sikkert. Men IKEA har lavet en nem og billig løsning med træflisemoduler, der kan klikkes sammen, så du hurtigt kan skabe hygge i sofahjørnet.

Når termometret igen viser efterår og vinter, er det hurtigt at klikke fliserne af og lægge dem indenfor, til solen igen begynder at skinne.

Har du brug for et underlag, der kan fjernes i en håndevending, kan du også bruge et tæppe. Fatboy, der mest er kendt for deres kæmpe sækkestole og hængekøjer i friske farver, laver nu også udendørs tæpper. Med Picnic Lounge har du både et lunende tæppe under din sofa og et strandtæppe, der er nemt at tage med på stranden eller i haven til en lille picnic på græsset. Overfladen er blød, og undersiden er vandtæt, så man ikke får vådt og fugtigt tøj. Og skulle det begynde at regne eller bliver solen for stærk, er der hul i midten af tæppet, så der kan sættes en paraply op. Og så er tæppet faktisk lavet i smukt persisk mønster med et twist.

Brede.37

Læs også: Brug det rette fugesand mellem fliserne

I ly for sol og regn

Det danske sommervejr er dejligt, men lunefuldt. Derfor kan det være både praktisk og hyggeligt at kunne sidde i læ, og ligefrem lukke sig helt inde, når vejret ellers ikke er til udendørs hygge. Til det formål kan du bruge enten en stor parasol eller en pavillon. Både Ilva og IDE-møbler har lavet en meget smuk pavillon, der kan lukkes helt, hvis temperaturen falder – eller regn og fugt truer.

Stik af fra det hele!

Når det hele bliver for meget, skal haven også være et sted, hvor du slapper af. Hvor du kan smide dig i hængekøjen med en sommerdrink og en god bog. Hvis du har træer at binde køjen op i, kan du bruge en hvilken som helst hængekøje. Har du ingen egnede træer, så findes der flere producenter, som tilbyder stativer, hvor du kan hænge hængekøjen op.

JR180.000

Læs også: 8 multimøbler til haven

Tekst  Jette Damgaard

Foto  Jesper Ray, Trip Trap