Hold dræbersnegle væk fra køkkenhaven

Et højbed i køkkenhaven kan give flere lækre grøntsager til familien og færre til dræbersnegle.

Gennemgnaskede salatblade og snegleslim kan tage appetitten fra de fleste, og det kan få folk til at droppe at dyrke grøntsager i deres egen have.

Men sneglene kan sagtens holdes væk fra køkkenhavens sprøde og saftige grøntsager med et højbed. “Grøntsagerne er mere udsatte for angreb fra dræbersnegle nede på jorden, end de er i et højbed.

På højbedets kant kan man montere en rustfri stålkant eller et sneglehegn, der forhindrer sneglene i at komme i nærheden af grøntsagerne,” siger Andreas Lassen fra anlægsgartnerfirmaet Andreas i Silkeborg.

Læs også: Spiser du edderkopper, mens du sover?

Ryggen skånes når der luges

En anden fordel er, at man ikke behøver bukke sig så langt ned, hver gang der skal luges, tyndes ud eller høstes grøntsager. “Ergonomisk er et højbed en fordel for ryggen.

Det kan også være med til at give køkkenhaven lidt struktur, så det ikke ser så rodet ud, når man dyrker sine grøntsager,” siger anlægsgartner Andreas Lassen.

I løbet af sæsonen er det vigtigt at vande sit højbed, da vandfordampningen i højbede kan være større end i en normal køkkenhave i jordhøjde.

Ligesom med køkkenhaven er det også en fordel at gøde jorden i højbedet i løbet af sæsonen.

Læs også: Sådan undgår du uvelkomne gæster i drivhuset

Tekst  søren Ørsted Pedersen