Hyggelige opgaver i haven i januar

Januar er for havefolket én af de længste måneder på året!

Vi har overstået julen og de fine juledekorationer udendørs, og vi ved, at chancerne for forår har lange udsigter endnu.

De fleste af os benytter januar til at lægge planer for den kommende havesæson – vi læser bøger, får ideer, laver tegninger og drømmer os frem til sæsonstart.

Men hvorfor ikke bruge en fin januardag med stille vind og solskin til at få ordnet nogle af forårets praktiske opgaver. Når foråret endelig kommer, er der mange andre ting, der er sjovere at bruge tid på.

Her får du 6 tips til opgaver, du sagtens kan klare i årets længste måned.

Læs også: Spørgmål om rengøring af marmor

1. Vask dine krukker

Når de bliver krukkeplantningstid, vil du være taknemmelig for at den opgave allerede er gjort.

Har du brugt krukken hele sommeren, er den fuld af bakterier og rester af jord, rødder og gødning og måske sygdomme. Disse skal renses væk indeni krukken, så forårets nye planter får den bedste start.

Lidt patina på krukkerne ser rigtig flot ud, så undlad eventuelt at vaske krukken på ydersiden.

2. Gør rent i drivhuset

Nogle af os opbevarer krukker med planter i drivhuset om vinteren og det kan være svært overhovedet at komme til at gøre rent derinde.

Men hvis du kigger ordentligt efter, er der helt sikkert nogle af krukkerne der trænger til en god omgang lugning og de fleste planter vil være glade for en udskiftning af de øverste lag jord i krukken.

Bruger du ikke drivhuset til vinteropbevaring, er det bare om at komme i gang med spande, klude og redskaber.

Fjern alle planterester fra foregående sæson, da de kan indeholde svamp og sygdomme, som du ikke ønsker at videreføre til den nye. Hvis de gamle planter er hvide af skimmel, kan det være en god ide at bruge en maske for ansigtet, da luften vil blive tyk af sporer, når du roder op i alting.

Fjerne alger på alle flader med en stiv børste og rent vand og vask derefter med en god sæbeblanding. Brun sæbe er godt til at løsne alger og tage livet af skadedyr. Vask specielt godt efter i hjørnerne, da det er her skadedyrene overvintrer. Skyl godt efter med haveslangen eller en højtryksspuler, så du kommer af med alle sæberester.

Inden drivhuset skal i brug i foråret kan det være en god ide at foretage et jordskifte – specielt hvis du skal dyrke de samme afgrøder som året forinden.

Tag det øverste lag jord væk fra drivhusets gulv og erstat det med nyt, så du er klar til at så de spæde nye planter i lækker jord. En god gang kompost vil også blive værdsat.

Læs også: Pynt januar op med blomsterløg og masser af farver

3. Beskær dine vindruer

Hvis du ikke allerede har gjort det inden jul, som de fleste anbefaler. Jeg har dog selv en vane med først at huske det i januar og har aldrig haft problemer af den grund.

4. Beskær dine træer

Safterne ligger langt tilbage i grenene når det er koldt og mange typer træer kan med fordel beskæres om vinteren – som hovedregel kan du beskære alle løvfældende træer om vinteren.

Alle regler har dog undtagelser – i dette tilfælde er det stenfrugter, såsom kirsebær, blommer og mirabeller, der let får svampesygdomme, hvis de beskæres om vinteren. Disse bør du beskære fra juli til september, når frugterne er plukket.

Plant nye træer og buske eller flyt rundt på de gamle

I milde vintre kan du plante nye træer og buske hele efteråret og vinteren. Bare jorden er frostfri og du kan grave i den. Faktisk er det en fordel at plante nu, da den får tid til at etablere sig og danne rødder inden de tørre forårs- og sommermåneder.

Læs også: Mal de gamle krukker og få et nyt look

5. Lug dine bede

I milde vintre kan dit ukrudt finde på at vokse hele sæsonen og du hjælper dig selv, ved at tage en lugetur i løbet af vinteren. Her er det også allernemmest at se forskel på planter og ukrudt.

Sålænge jorden er frostfri er lugning en dejlig beskæftigelse, der minder lidt om forår.

6. Se hvad du mangler

Der findes mange vinterblomstrende buske og planter og det er det tidspunkt vi nyder og trænger allermest til dem. Disse planter vil du nyde i din have om vinteren: kejserbusk, troldnød, vinterblomstrende gedeblad, vinterjasmin, honningbær, vinterblomst, hvid forsythia, kirsebærkornel og så selvfølgelig de fantastiske juleroser, påskeklokker, erantis og vintergækker.

Husk også planter som f.eks. hybenroser, der ser fine ud med deres røde bær om vinteren. Andre muligheder er snebær, krisstorn, hvidtjørn og ildtorn.

planter i efteråret

Tip

Fortsæt med at fodre fuglene I haven hele januar!

Læs også: TEST: Hvor stor er biodiversiteten i din have?

Tekst  Gitte Højbjerg

Foto  Gitte Højbjerg