Stadig flere husejere køber store træer og buske. De vil ikke vente 10 år på, at æbletræet eller bøgehækken vokser op. Instant gardening er løsningen.

De fleste nyder at være sig selv i haven, uden andre kan følge med. Det er en af forklaringerne på, at mange hus- og haveejere vælger at købe høje hække og træer. “Ofte handler det om, at folk er trætte af at se på naboens mindre pæne hus eller ikke har lyst til at kunne se lige ind, når han står og vasker op.

Og så vil vi gerne have glæde af haven her og nu,” siger Mimi Hvass, der ejer SITAS Træplanteskole, som siden 1966 har solgt store træer til danskerne.

Læs også: Vores haver, vores vej

Fra mudderhul til flot have

Tidligere var haven et produktionssted, hvor vi dyrkede en vigtig del af vores mad. Nu bruger vi i stedet haven til at slappe af i og få rørt os. Og nok så vigtigt: haven skal også lige signalere til naboerne, hvem vi er som personer. “Hvis man er flyttet ind i et hus på en ny parcel, der ligner et plummerhul, efter maskiner og håndværkere har været der, så vælger mange at betale sig fra at få en færdig hæk og træer, som man kan skabe stemning med her og nu.

Vi vil ikke vente 15 år på at få et klatretræ til børnene,” siger Mimi Hvass.

Boligindretning er rykket ud i haven

I de kommende år vil vi se flere og flere færdigløsninger til haven, forudser forbrugerekspert Camilla Birch. Ud over at holde naboen på afstand, så har haven også fået karakter af at være et rum, der hører til huset. “Vi indretter mere og mere haven, som når vi indretter huset.

Hvis vi ser en flot, limegrøn pude, der passer til sofaen, så køber vi den. Det samme gælder med planter til haven.

Vi venter ikke 10 år på, at frugttræet vokser op. I stedet køber vi et, der er stort,” siger Camilla Birch fra firmaet Birch & Birch, der rådgiver om forbrugertendenser.

“Det var samme tendens, man så for år tilbage, da rullegræs gjorde sit indtog,” fortæller Camilla Birch. Tidligere såede man græs, vandede, ventede og havde sit hyr med at holde børn og hunde væk fra det nysåede areal. Nu køber man rullegræs, så plænen kan bruges med det samme.

Læs også: Farver i haven

Gode råd når du køber et stort træ

  • Spørg en træekspert til råds. Fortæl hvad dit behov er, så du får den rigtige løsning.
  • Spørg om træet har været omplantet regelmæssigt. Træet omplantes for at sikre gode rødder.
  • Tag ud og se og mærk på træet, så du ved, hvad du køber. Udvælg selv dit træ i træplanteskolen.
  • Grav et stort hul – spørg en gartner om råd. Jo hårdere jorden er, desto større hul.
  • Bland grus og kompost i jorden, hvis den er meget tung, og lerjord og kompost i sandet jord.
  • Giv rigeligt med vand de første par år.
  • Betal dig eventuelt fra at få træet plantet. Nogle gartnere giver garanti på træet, når de planter.

Store træer og planter, der hitter i øjeblikket

  • Paradisæbletræer som blomstrer og giver fugleliv til haven
  • Lindetræer som afskærmer mod naboens husgavl
  • Kugleplatan som afløser for Kuglerobinie
  • Bøgehæk som også er tæt om vinteren
  • Kirsebærlaurbær som afløser for bambus

Kilde: SITAS Træplanteskole

Tekst  Søren Ørsted Pedersen