Det kan være ret uoverskueligt, når man skal vælge jord til haven, potterne eller drivhuset.

Skal det være så- og prikle-jord, rosenjord, Champost, surbedsjord eller noget helt femte? Det afhænger helt af dit behov og det gør prisen også.

Lad os bare slå det fast med det samme: Når det kommer til jord, så får du, hvad du betaler for. Og som regel er det ikke jord, men spagnum, du betaler for. Langt de fleste af de sække, vi hiver frem fra hylderne på planteskolen eller i byggemarkedet, er nemlig fyldt med spagnum fra højmoser. Spagnum vejer ikke så meget som jord og kan optage store mængder vand, og det er godt for planterne.

Læs også: Haven er ikke et helle for hjernen

Det lyse er det bedste

Prisen på posen afhænger af, hvor meget der er i sækken, om producenten har tilsat for eksempel gødning og kalk og endelig af kvaliteten af selve spagnumproduktet. Jo lysere produktet er, jo bedre er kvaliteten. Hvis ikke du kan se farven, så er det den grove spagnum, der er bedst, fordi den indeholder masser af luft og hulrum, og det er godt for planternes rødder.

På posens indholdsdeklaration kan du se fibrenes længde. De grove er over 40 mm, mens de mørke og billigste er mellem 0 og 20 mm.

I så- og udplantningsjord er der ofte blevet tilsat sand, og rosenjord får et tilskud af ler. Andre produkter har fået tilsat natur- eller kunstgødning.

Uanset hvad produktet har fået af tilskud, så kan du se det på prisen.

De billigste produkter er som regel spagnum, der ikke er tilsat noget som helst. Billig spagnum kan bruges til potter Hvis du er på udkig efter jord til dine potter, er det fint med den billige, mørke spagnum.

Der er dog efterhånden mange gartnere og havearkitekter, der advarer mod at bruge spagnum, fordi det stammer fra tørvemoser, og udnyttelsen er ikke altid bæredygtig. Vil man passe på naturen, kan det derfor være en god ide at bruge en blanding af almindelig kompost og havejord i krukkerne.

Er du derimod på udkig efter såjord bør du vælge en steril priklejord, for så undgår du at få ukrudtsfrø med i posen, og det sparer dig for mange timers arbejde med ukrudtsjernet senere på sommeren

Læs også: Nødhjælp til en tyndbenet bøgehæk

Luksusjord af gødning

Spagnum er det mest almindelige jordprodukt, men der findes også et produkt, der er baseret på hestegødning, som har vundet mange gartneres hjerter. Champost hedder produktet, som dog er noget dyrere end spagnum, og derfor ikke er helt så nemt at finde i butikkerne. Gødningen kommer direkte fra hestestalden og bliver så blandet med lys spagnum og naturgødning.

Desuden er der forskellige sorter, hvor for eksempel rosenjord er blandet med ler, og højbedmuld er blandet med harpet muldjord. Noget der ifølge en række brugere får planterne til at stortrives.

Det skal du kigge efter:

Omsættelighed: Jo højere tal, jo mørkere er produktet, og jo billigere er det.

PH-værdi: 6-8 er neutral, og kan bruges til alle planter.

Ledningstal: Skal ligge mellem 1 og 4. Er det højere, svides planterne.

Grov, mellemfin eller fin: Det dyreste og bedste spagnum er grov og har fibre på over 40 mm. Mellemfin er 20-40 mm, og fin (og billigst) er mellem 0 og 20 mm.

Tekst  Jette Damgaard

Foto  Gettyimages