Ude i hjørnet af Amager ligger fiskerbyen Dragør. De gamle fiskerhuse i midtbyen ligger virkelig tæt, og deres bittesmå gårdhaver vender oftest mod syd. Gårdhaverne er omkranset af plankeværk, og uden for dem ligger den smalle gade, hvor næste række af lave fiskerhuse starter.

Alle disse små rum holder på solens varme og – lige så vigtigt – giver læ for den næsten konstante danske vind. Temperaturen i den gamle fiskerby er da også blevet målt til at være én grad højere end i resten af landet.

Få dit eget mikroklima i de små haverum

De store vidder og lange kig ud over enge og parklignende arealer kan være skønne, men de hører naturen til – de færreste har alligevel haver af den størrelse. Så du kan lige så godt gøre gårdhaverne i Dragør kunsten efter og hjælpe dig selv, dyr og planter hjemme i haven ved at skabe et mikroklima på din egen matrikel.

Del haven op, hvor det er muligt i flere sydvendte rum. Brug planter og små træer som vindstoppere – gode bud er sommerfuglebusk og dværgsyren. De vokser begge godt, kan tåle beskæring og giver læ, og så tiltrækker blomstringen mange sommerfugle, så de også ad den vej er en fryd for syns- og duftesansen.

Læs også: Fugteksperten kommer hjem til dig og foretager et GRATIS fugttjek

Fang varmen med flade sten

For at øge temperaturen i dine nye haverum gælder det om at reducere vindens chillfaktor og fange solens varme ind, så den kommer planter og dyr til gode. Her er ’solfanger-sten’ et godt middel til at få solens varme ned i jorden. Stik flade sten ca. halvt ned i jorden, og sæt dem lidt skråt, så sollyset kan opvarme dem.

Planter og dyr vil nyde godt af den ekstra varme, og solfanger-stenene kan være så effektive, at de tilmed trækker fugten ud af jorden – prøv blot at se jorden ved og rundt om et gravsted, næste gang du besøger en kirkegård.

Så brug gerne vinteren til at tænke over og planlægge gode, små bygge- og anlægsprojekter, hvor du kan få mindre vind og mere varme ind i haven. Led efter gode solfanger-sten og tænk over, hvad du kan bruge til at skabe læ.

Ud over at være godt for planterne, er de små haver i haven en fordel for vilde smådyr og insekter, hvilket igen tiltrækker flere fugle i jagten på føde.

I tilgift til mere varme og læ vil du altså også få mere fuglefløjt i haven næste sommer.

Læs også: Gardiner – sy selv eller køb dem færdige?

IMG_2327

Tekst  Thomas Neumann, Naturfredningsforeningen

Foto  Gitte Højbjerg