At få nye kartofler til julemiddagen er et ambitiøst projekt. Det kræver planlægning, yderst opmærksom pleje og lidt held.

Brug kartofler af egen avl eller fra en økologisk grønthandel, så du er sikker på, at de ikke er sprøjtede eller ikke kan spire.

Læg kartoflerne i en papirspose i køleskabet i en uges tid og derefter i en åben æggebakke med øjnene opad. Stil bakkerne lyst i en vindueskarm og vent på spiringen, som gerne skal ske i løbet af en uges tid.

Kartoflerne lægges i store kasser/sække/beholdere, der er minimum 60-70 cm høje i kanterne. Der findes både kartoffeltønder og sække, der er beregnet til formålet. Kartoflerne trives bedst udendørs, men skal tages ind ved tegn på frost.

Her er det jo skønt at eje et drivhus, så kartoflerne stadig kan nyde godt af lyset. Kartoffelplanterne gror bedst ved temperaturer over otte grader. Har du ikke investeret i drivhus, kan en havestue, et skur eller garage også bruges.

Læs også: Historien om kartofler

Alternativt tages de indendøre og stilles på et lyst, men ikke alt for varmt sted. Du hjælper væksten ved at hænge en vækstpære over planterne. En god ide er at sætte hjul på beholderen, da de bliver ret tunge, efterhånden som der fyldes jord på. Husk også at der skal være huller i bunden af beholderen, så overskydende vand kan løbe fra, ellers ender du med rådne kartofler, hvis du vander for flittigt.

Sådan gør du

• Start med at lægge et drænlag af sten/lega/ flamingo i mindre stykker i bunden af beholderen.

• Læg derefter ca. 25-30 cm kompostjord i beholderen og læg forsigtigt dine kartofler oven på jorden med spirer eller øjne opad. Læg ca. to kartofler for hver 30x30cm felt.

• Læg nu 5-10 cm kompostjord over kartoflerne og vand godt.

• Når de små grønne spirer titter op ad jorden, fyldes der yderligere kompostjord på løbende. Toppen af jorden skal være ca. 9-10 cm under toppen af planten. Gentag påfyldningen indtil beholderen er fyldt op.

• Vokser dine kartofler så hurtigt, at de grønne toppe når at visne ned inden jul, skal du ikke være bekymret. Lad blot kartoflerne ligge i komposten indtil de skal bruges – de kan godt holde sig dernede i mørket.

Til jul er det tid til at grave herlighederne op og nyde til julefrokosten, til flæskestegen eller bare som de er allerbedst: Med smør og lidt salt på. God fornøjelse med projektet, vi hører gerne dine kommentarer og/eller ligefrem fotos af flotte kartoffelskud- og høst.

Læs også: 10 jobs i haven i august

Vidste du at

Nogle af de bedste nye kartofler er de tidlige sorter, så gem nogle stykker til næste år af dem du graver op i juni måned. Kunsten er nemlig at forlænge kartoflens spirehvile- periode ved at holde kartoflen kold og i mørke, indtil du gerne vil sætte spiringen i gang.

Tekst  Gitte Højbjerg

Foto  istockphoto