Påskeklokkerne tilhører slægten Helleborus, og inden for den er det mest kendte medlem den hvide julerose, Helleborus niger. I milde vintre springer den ud omkring juletid – deraf navnet.

Påskeklokken med det latinske navn Helleborus orientalis, er lidt højere end julerosen. Den bliver 25 til 30 centimeter høj, og man kan altid kende den på, at blomsterne nikker. Finere blomst findes simpelthen ikke på denne årstid!

Når det gælder påskeklokker, findes der mange forskellige blomsterfarver. Den purpurfarvede er den mest almindelige, men der findes også hvide, svagt gule og rosafarvede. Mange har fine pletter, der varierer i størrelser og antal fra plante til plante. Af og til støder man også på dobbelte blomster, men de er meget sjældne.

Hvis man har en letskygget, muldrig og fugtighedsholdende plet i haven, bør man ikke betænke sig ret længe. Her skal der plantes mindst én – eller gerne flere – påskeklokker.

Hos Gartneriet Spiren i Skælskør, på Sydsjælland, findes et stort udvalg af juleroser og påskeklokker. Et besøg her i marts vil jeg varmt anbefale. Se www.gartnerietspiren.dk

Læs også: Tid til stauder

Påskeklokker i krukker

Påskeklokker er smukke i krukker, og i et drivhus kan man lokke blomsterne tidligere frem. Allerede i februar hæver solen temperaturen i drivhuset med nogle grader, og så begynder det at gå stærkt.

Ved plantning i krukke bruges en pottemuld af bedste kvalitet – f.eks. ‘Claus Dalby Krukkemuld’, der er tilført langtidsvirkende gødning. Jorden skal være porøs og neutral med en pH-værdi mellem 6 og 7. Når blomstringen er ovre, flyttes planten ud i haven. Påskeklokker er ikke så glade for at vokse i en potte mere end én sæson.

Påskeklokker i vaser

Påskeklokker er uhyre smukke i en vase, men her er det meget vigtigt at give stænglerne et langt snit, så de bedre kan suge vand og ikke kommer til at hænge. Bemærk, at blomsterne gradvist skal vænnes til varmen inde. Stil først buketten i et køligt rum og flyt den ind efter et halvt døgns tid.

Formering af påskeklokker

Man skal væbne sig med tålmodighed, hvis man selv vil dyrke påskeklokker. Planterne kan ikke deles, men skal sås fra frø. Fra såning, til de første blomster viser sig, kan der gå op til fire-fem år.

Frøene høstes, når de er modne. Det vil sige akkurat før de mørke frø drysser ud af frøstandene. Dernæst skal de sås med det samme, f.eks. i en styroporkasse eller i små bakker med god pottemuld. Venter man nogle uger med at så, mister frøene spiringsevnen.

http://www.gartnerietspiren.dk

Man kan også blot lade planterne kaste frøene på jorden. Først næste forår spirer frøene, og når de efter en sæson er så store, at de er til at håndtere, kan de plantes ud i små potter. Her vokser de til endnu et år, og så skal de plantes ud på blivende sted i haven.

Når påskeklokkerne blomstrer et par sæsoner efter, kan man godt tillade at være stolt. Gartnerprøven er bestået!

 

Tekst  claus Dalby

Foto  claus Dalby