Planlægning af din have i vintermånederne

Selv om dagene er korte og kolde og de færreste tænker på have. Her får du et par tips til planlægning af din have i vintermånederne.

Hvidt i haven

I boligen har hvid gennem mange år været danskernes foretrukne vægfarve, og det skyldes naturligvis den ro, denne farve skaber. Samme virkning har hvid i haven, hvor den sammen med det omgivende løv har en beroligende effekt. Man føler sig simpelthen veltilpas i de rolige omgivelser.

Former i haven

Ikke kun farver, men også former, er meget vigtige, når et bed komponeres. Planter man i samme farvetone, bliver det først smukt, når blomsterne har forskellige former.

Læs også: De smukkeste slyngroser

Som en grøftekantsbuket

Det kan sammenlignes med en grøftekantsbuket, hvor man – måske ubevidst – sammensætter blomster med varierende former. Buketten kan for eksempel bestå af lupiner, der med deres oprette spir tilfører noget helt særligt. Samme karakter har ridderspore, kongelys og fingerbøl. De helt lodrette stængler skaber stringens. Til buketten plukker man måske også skærmblomster, der alle har vandrette blomsterstande. De er så fine sammen med de opadstræbende. Valmuer vil man også gerne have med på grund af deres florlette og graciøse udseende, men desværre lader de sig ikke så let plukke.I bedet kan man heldigvis godt inddrage dem.

Husk græsser og store blade

Græsser er med til at give det hele lethed, så de skal også med. Og det samme gælder store blade. Disse principper er vigtige at have i tankerne, hvis man skal komponere et hvidt staudebed. Eller for den sags skyld et hvilket som helst bed, uansetfarveholdning.

Et andet godt tip er at plante i gentagne grupper. I stedet for at plante én stor gruppe med den samme plante er det bedre med for eksempel tre, fem eller syv mindre grupper. Det er bedre med mange grupper af få planter end omvendt.

Tænk på blomstringstiden

Selvfølgelig gælder det om at vælge planter med varierende blomstringstid. Idet væksterne er spredt ud over hele bedet, gør det ikke noget, at kun én vækst blomstrer. Det gælder om at få den ene vækst til at afløse den anden. Ligesom i musikverdenen handler det om gentagelse, kontrast og variation. Det er tre aspekter, jeg altid har i tankerne, når jeg går i gang med en plantekomposition.

The sunken Garden – rum i haven

I min have er der omkring femten rum i varierende størrelser, og alle er omkranset af hække. En god have kan blandt andet karakteriseres ved, at man ikke kan overskue det hele på én gang. Man skal kunne gå på opdagelse. Hvad venter omkring det næste hjørne? Et haverum, der især påkalder sig opmærksomhed i min have, er The sunken Garden – den nedsænkede have – med lange lige gange.

Den faste belægning er slidte bornholmske brosten, og alle vækster står i krukker. Den eneste undtagelse er de lave takshække, hvis mørkegrønne farve er et perfekt modspil til alt det hvide. I The Sunken Garden står krukkerne helt tæt i symmetriske grupper.

Læs også: Undgå at vinteren dræber dine sarte planter

Plant i krukker

Fordelen ved at plante i krukker er, at man hele tiden kan bytte ud og flytte rundt. Og selv på den mindste plet kan man skabe frodighed. Også her hylder jeg gentagelsesprincippet, og jeg har gennem årene gjort det til en helt særlig disciplin at plante i krukker. Krukkerne står helt tæt sammen og danner næsten små bede.

Vinteren er i den grad til planlægning af haven – rigtig god fornøjelse!

Tekst  Claus Dalby

Foto  Claus Dalby