7 skønne stueplanter som du (næsten) ikke kan slå ihjel

Vil du have pæne og grønne stueplanter, mens du venter på næste års havesæson?

– men vil du have det med et minimum af besvær? Så gå efter disse herlige potteplanter, som er supernemme at holde vinteren igennem.

Havesæsonen anno 2017 synger på sidste vers, og det er på tide at hente det grønne og blomstrende indendørs. Stueplanter kan bidrage med den helt rigtige stemning i boligen og lyse op selv i den koldeste tid og på de mørkeste dage.

Læs også: Udestuen – et fantastisk rum

 

Men efter en sommer, hvor du stort set ikke behøvede at finde haveslangen frem, kan det måske være lidt svært at huske at få vandet stueplanterne flere gange om ugen. Så er det en god idé at gå efter de mere hårdføre plantetyper. Det sikre valg er naturligvis kaktus eller sukkulenter, men som du kan se her på siderne, er der heldigvis også mange andre muligheder.

Her får du 7 gode bud på holdbare stueplanter til dit hjem

Ananasvækster

(Billbergia, Cryptantus, Neoregelia, Vriesea, Quesnelia, Tillandsia)

Kendetegn: Stor variation, men typisk 7-10 cm lange vaselignende blade i grønne eller grå nuancer med alskens mønstre.

Placering: Øst eller vest. Behøver ikke meget lys.

Pasning og pleje: Meget nemme at passe. Vand sparsomt en gang om ugen.

Bonusinfo: Det kræver talent at slå ananasvækster ihjel. Typen TILLANDSIA har hverken brug for jord eller potte.

Ananasvækster er gode stueplanter

Evolvulus 

(Evolvulus Glomeratus)

Kendetegn: Lodne, hængende blade med gråligt skær. Planten har smukke blomster i en skøn blå farve, som er sjælden i planteriget.

Placering: Helst syd, men øst eller vest fungerer også.

Pasning og pleje: Planten er ret tørstig, men nem at holde. Den vokser hurtigt.

Bonusinfo: Sætter grønblå blomster selv midt om vinteren.

Evolvus

Fredslilje

(Spathiphyllum)

Kendetegn: 40-50 cm slanke, grønne blade og mængder af sejllignende, hvide blomster. Planten er meget effektiv til at rense luften.

Placering: Øst eller vest. Sætter blomster selv i sparsomt lys.

Pasning og pleje: Meget nem at holde. Overlever oftest, hvis du glemmer at vande, men sørg for god plads til rødderne.

Bonusinfo: Pas på! Fredsliljen er meget giftig for kæledyr.

Fredslilje

Medinilla

(Medinilla)

Kendetegn: Brede, mørkegrønne blade og vindrueklaselignende samlinger af pink blomster.

Placering: Syd er bedst. Øst eller vest fungerer også.

Pasning og pleje: Nem at holde, men meget tørstig. Vand hver dag.

Bonusinfo: Blomstrer hele efteråret og vinteren. Får ikke spiselige purpurfarvede bær.

Medinilla

Pelargonie

(Pelargonium)

Kendetegn: Findes i en bred variation med blomster i alt fra hvid over sart rosa til gul. Nogle arter dufter.

Placering: Syd, øst eller vest. Blomstrer selv i sparsomt lys. Hvis den ikke blomstrer, er potten sandsynligvis for stor.

Pasning og pleje: Meget nem at holde. Hold jorden moderat fugtig. Beskæring fremmer forgreningen og giver en kraftigere plante.

Bonusinfo: Blomstrer hele året – selv midt om vinteren. Fjern de visne blomster og der kommer straks nye.

Perlargonie

Saintpaulia

(Saintpaulia Chirita)

Kendetegn: Planten med de bløde fløjlsagtige blade og yndige, farverige blomster er også kendt som afrikansk viol.

Placering: Øst eller vest. Blomstrer selv i sparsomt lys og trives i lav luftfugtighed.

Pasning og pleje: Nem at holde. Lad jorden tørre ud mellem vandingerne og undgå at ramme bladene, da de kan blive plettede.

Bonusinfo: Planten var populær i 80’erne, men afskriv den ikke. Gå eventuelt efter den lignende gulblomstrende Chirita.

Saintpaulia

Senecio

(Senecio Articulate, S. Cephalophorus “Blacing Glory”, S. Rowleyanus)

Kendetegn: Findes i bred variation med meget varieret udseende. Disse tre sukkulentlignende typer er mest holdbare.

Placering: Syd er optimalt. Øst eller vest kan også fungere.

Pasning og pleje: Meget nemme at holde. Lad jorden tørre ud mellem vandingerne, men lad dem ikke tørste.

Bonusinfo: Selv om visse senecio-arter ser ud som sukkulenter, har de tendens til at tørre ud.

Senecio

Kilde og billeder: “Stueplanter – 200 smukke stueplanter alle kan passe”, Tovah Martin, TURBINE, 2017.

Sådan vælger du det bedste eksemplar

Ud over at vælge den rette plantetype skal du sørge for at få hjembragt det sundeste og mest overlevelsesdygtige eksemplar fra planteskolen eller blomsterhandleren.

“Du skal sikre dig, at jorden er gennemfugtet, og at bladene er sprøde og friske”, siger Mette Ancher, som er daglig leder af Anchers Havecenter, hvis omkring 25.000 kvadratmeter drivhuse og udendørsarealer rummer alt, hvad en planteglad boligejer kan ønske sig.

“Hold dig fra planter med gule blade. Det tyder på, at planten på et tidspunkt enten har fået for lidt eller for meget vand”, siger Mette Ancher.

Derudover lyder hendes råd at kigge på bagsiden af bladene, hvor begyndende svamp vil vise sig som små pletter. Tjek også de øverste, mest spæde skud. Hvis planten har lus, er det typisk her, de sidder og mæsker sig.

Det er også en god idé at overveje, hvor planten skal stå. Blomstrende stueplanter er typisk ikke så glade for varme fra brændeovn og radiatorer, men vil til gengæld gerne have meget lys.

Går du efter en plante med blomster, så vælg en med mange knopper, hvor de færreste er sprunget ud, så holder den længere.

200 gode råd om stueplanter

Det kan være en jungle at finde den helt rigtige stueplante – især hvis fingrene er mere hudfarvede end grønne.

I bogen ”Stueplanter – 200 smukke stueplanter alle kan passe”, Turbine 2017, er der hele 200 gode bud på, hvilken plante du skal gå efter. Den amerikanske forfatter Tovah Martin deler levende ud af sine erfaringer, som plantekyndige Grethe Bjerregaard har oversat til dansk.

Læs også: Peperomia – eller Musehale giver eksotisk præg på din bolig

Tekst  Karin Wain

Foto  Kindra Clineff