Et velanlagt præriebed kan være utrolig smukt, og så kræver det ikke meget arbejde at vedligeholde.

Med mindre man som Signe Goldmann er kommet til at lægge det på et stykke jord, som skvalderkål og brændenælder anser for deres retmæssige hjem…

Lige fra den dag for snart to år siden, hvor jeg flyttede ind på min store naturgrund, har det været planen, at jeg på det smalle, solfyldte stykke have syd for huset ville lave mig et præriebed fyldt med forskellige prydgræsser og nemme sol-elskende og tørketålende stauder. Haven grænser her direkte op til engen, og jeg så for mig, hvordan det ville skabe en flot glidende overgang mellem haven og naturen udenfor.
Den slags bede er samtidig smukke næsten hele året, hvilket også er vigtigt, da det ligger lige uden for mine stuevinduer. Smukkest er det i sensommeren og efteråret, når blandt andet purpursolhattene blomstrer, men hele vinteren står både græsserne og blomsternes frøstande og ser dekorative ud – ikke mindst når de står dækket af rimfrost og glinser i den lave sol. I foråret, hvor planterne bliver klippet ned, kan det godt være lidt kedeligt, men der har jeg tænkt mig at peppe bedet op med blandt andet en masse krokus, tulipaner og prydløg. Desuden er det et bed, der er rigtig let at holde, og med en kæmpe have som min er det absolut også væsentligt.

Purpursolhat hører til i præriebedet

Flot hvid purpursolhat

Læs også: Krydderurtehave i “Haven i bjergene”

En ulige kamp mod skvalderkålen

Jeg havde lidt planter med fra min gamle have, som ville være oplagte i mit præriebed, blandt andet indianermynte og purpursolhatte, så dem fik jeg gravet et bed til helt ude langs trådhegnet ud til engen. Der var dog en del brændenælder og skvalderkålsrødder, der først skulle fjernes, men planterne kom til sidst i jorden, og så burde alt jo være godt.
Men jeg havde simpelthen ikke fået tænkt mig ordentligt om, for ved at lægge bedet helt ud til kanten kom jeg til at kæmpe en fuldstændig ulige kamp med alle de brændenælder og skvalderkål, der stod klar til invasion lige på den anden side. Så snart jeg vendte ryggen til, masede de sig under hegnet for at genindtage det tabte land. Jeg slog dem selvfølgelig tilbage igen med hård hånd, men det varede ikke mange øjeblikke, før de var der igen.
Hele sidste sommer bølgede slaget frem og tilbage og endte vel nærmest uafgjort. I år er der dog ingen tvivl om, hvem der har vundet, og jeg må desværre erkende, at det ikke er mig.

Flere nuancer i præriebedet

Rosa blomster giver farve i præriebedet

Et nøje planlagt ingenmandsland

Men man skal jo ikke bare give op, så derfor har jeg nu i stedet valgt at ændre taktik. Jeg kunne have gravet en eller anden form for barriere ned i jorden, som kunne holde rødderne på den rigtige side, men jeg synes det blev lidt omstændeligt, så nu har jeg i stedet besluttet mig for at etablere et ingenmandsland mellem hegnet og bedet, hvor græs og græsslåmaskine i fællesskab kan holde de angribende ukrudtshorder stangen.
Jeg er nu gået i gang med at gøre bedet bredere, og her i løbet af efteråret bliver prærieplanterne efterhånden rykket længere ind haven, så jeg kan få en græssti, hvor de stod før – og jeg glæder mig allerede til at kunne gå og patruljere sejrrigt frem og tilbage med græsslåmaskinen og nyde mit nye nemme præriebed næste sommer.

N.B Da mit eget præriebed ikke er så imponerende endnu, var jeg forbi Birkegårdens Haver, der ligger ved Ruds Vedby på Vestsjælland, hvor de i 2007 anlagde en stor præriehave. De fleste af billederne er herfra.

Læs også: Få succes med dine lavendler

Græsser hører til i præriebedet

Flere græsser

Tekst  Signe Goldmann

Foto  Signe Goldmann (fra Birkegårdens Haver)