Blomster i krukker
Det er ikke svært at forstå, hvorfor så mange mennesker holder af at dyrke blomster i krukker.
Det handler om, at det er til at overskue, og sætter man krukkerne tæt sammen, kan de danne et lille bed.
Her vil jeg komme med korte og præcise tips til, hvordan du kan skabe en harmonisk og frodig krukkehave.
- Bestem først og fremmest, hvilken farveholdning blomsterne skal have. Her viser jeg en gruppe med blå blomster, som passer ind i alle sammenhænge.
- Sørg for at bruge pottemuld af bedste kvalitet. Jeg har introduceret et produkt: ’Claus Dalby krukkemuld’, der er tilført langtidsvirkende gødning – nok til en hel sæson.
- Vælg rimeligt store krukker for at undgå, at de tørrer for hurtigt ud.
- Kombiner gerne krukker med forskellige former. Hvad materialer angår, er jeg stor tilhænger af terrakotta.
- Plant kun en slags planter i hver krukke. Sammenplantninger kommer ofte til at fremstå uharmoniske.
- Tænk ikke kun i blomster, men også i løv, teksturer samt højde og drøjde.
- Skab højde, f.eks. med et lille opstammet træ. Purpurvinge, Tibouchina, er her et oplagt valg.
- Suppler gerne med bladvækster – f.eks. gul hosta eller alunrod.
- Brug gerne planter, der vælter ud over krukkens kant og bløder op. Det kan være verbena, petunia eller tvillingeblomst. Blåkvast er også en fin vækst med en smuk lavendelblå farve.
- Nip og nus sommeren igennem. Ved at fjerne visne blomster, holder man floret i gang.
Læs også: Kirsebær eller moreller?
Tekst Claus Dalby
Foto Claus Dalby