Skønne haver opstår sjældent ud af det blå. Og selv erfarne havefolk lader sig inspirere. Læs her om Claus Dalbys have, og om hvor han har hentet inspirationen til havens romantiske udtryk.

Da min haveinteresse midt i halvfemserne brød ud i lys lue, var jeg straks klar over, at jeg ville indrette min have i engelsk stil, fordi den ville passe godt til huset, en gammel patriciervilla fra 1908.

Det, der fascinerer mig så meget ved den engelske havestil, er den blomstrende frodighed og designet med hæk- eller murinddelte rum.

I bund og grund er det først og fremmest havens design og indretning, der optager mig. Planterne og blomsterne kan jeg selvfølgelig ikke undvære, men de kommer i anden række. Det er nøjagtigt på samme måde som i et hus, hvor man jo heller ikke begynder at møblere, før væggene er rejst.

At indrette og skabe miljøer med personlighed har altid interesseret mig. Tidligere var det blot inden døre. En stor drivkraft er arbejdet med farver, og jeg er utrættelig, når det handler om at kombinere forskellige toner.

claus1

Fantastiske farver

På en af mine første ture til England kom jeg til Hadspen Garden i Somerset, skabt af det canadiske par Nori og Sandra Pope. De havde lejet en gammel køkkenhave ved et gods, og her skabte de fra 1989 til 2005 den mest fantastiske farveafstemte have. Jeg skal aldrig glemme den første gang, jeg kom til stedet. Aldrig har jeg set – eller vil komme til at se – så smukke staudesammensætninger. Alt var plantet monokromt, tone i tone. Og det var en stil, jeg virkelig tog til mig.

Det var i begyndelsen af min havekarriere midt i halvfemserne, og mødet med Nori og Sandra Pope og deres havestil blev skelsættende for mig. Den dag i dag tænker jeg ofte på dem. I 1998 udgav parret bogen Colour by Design. Den købte jeg straks rettighederne til og udgav året efter på dansk med titlen Haven i farver. Nori og Sandra, der blev gode bekendte, flyttede i 2005 tilbage til Vancouver Island, og et kort men glorværdigt kapitel i engelsk havehistorie var slut.

Læs også: Claus Dalbys guide til julekrans med røde bær

claus

Uundværlig inspiration

Det er også på sin plads her at nævne den hollandske havedesigner Piet Oudolf. Via hans bøger og besøg i hans have har jeg lært, at det langtfra blot handler om blomsternes farve. Især når man planter tone i tone, er det vigtigt med variation i blomsternes form. Nøjagtigt som når man binder en buket.

Piet Oudolfs stil ligger temmelig langt fra den romantiske, men hans grundprincipper har været uundværlige for mig. Jeg har suget til mig på mine rejser. Mange indtryk er blevet bearbejdet, og hjemme igen har jeg så forsøgt at omforme dem til min egen stil.

Her har jeg fået uvurderlig hjælp af først landskabsarkitekt Jane Schul og senere Kjeld Slot. Dem har jeg brugt som sparringspartnere, og et af mine første råd til nye haveejere er netop at tage kontakt til en have- eller landskabsarkitekt og få forslag til havens indretning. Det er de færreste af os, der kan selv.

Jeg opfordrer til, at man, ligesom jeg har gjort, læser en masse bøger og lærer af dem. Mine bøger er da også skrevet ud fra den filosofi, at jeg gerne vil inspirere til at gøre danske haver bedre.

Læs også: Claus Dalbys mange haver

Tekst  Claus Dalby

Foto  Claus Dalby