Constance Spry – den første David Austin rose

I anledning af Rosens dag, har vi på redaktionen valgt en favorit, som udover at være utrolig smuk også dufter så englene synger.

Constance Spry hedder sorten og med det fine navn, er der lagt op til store forventninger. Selve blomsten er fint lyserød og formet som en skål med utallige blomsterblade i lag. Den er nærmest som en pæon i form og antal blade.

IMG_2111

Løvet er mat og fint lysegrønt, nærmest skrøbeligt og meget feminint. Constance bruges mest som slyngrose, da den vokser flittigt på espalier og kan med tiden nærmest dække en hel mur med vækst på op til 2 meter i højden. Rosen er fuldt hårdfør og er ikke tilbøjelig til at tiltrække de gængse rosen-sygdomme.

Rosen, som desværre kun er engangsblomstrende, viser hele sin pragt i juni. Den er virkelig god som skære-blomst med sin overdådige blomstring.

IMG_2107

Constance Spry blev i sin tid opkaldt efter en berømt engelsk blomsterdesigner, som blandt mange andre bedrifter, stod for blomsterarrangementerne ved Dronning Elisabeths indsættelse som dronning i 1953.

Læs også: Disse planter er godt selskab i dit rosenbed

Constance blev født i England men voksede op i Irland, hvor hun rejste rundt i hestevogn, som fortaler for sund livstil og vigtigheden af frisk luft og sund kost, til husmødre over hele landet.

Efter et mislykket ægteskab, flyttede Constance tilbage til England og mødte sit livs kærlighed og først her blev hun for alvor opdaget for sine talenter med blomster.

Constance Spry er sidst, men ikke mindst værd at bemærke, fordi det var den første rose der blev introduceret, af den i dag så kendte rosenkonge David Austin. Lad os derfor slutte af med David Austins eget citat om rosen: ” ..Den bedste plante var slet ikke , hvad jeg havde regnet med. Det var en stor udspredt busk med gigantiske skålformede gammelrose-blomster med en glødende klar lyserød farve. Alle dele af busken havde de rigtige proportioner. Blomsterne var så elegante og raffinerede, at det har været svært at forbedre dem i de år der er gået.” (Citat fra bogen: De engelske roser af David Austin).

IMG_2108

Læs også: 4 fredelige hybenroser

Tekst  Gitte Højbjerg

Foto  Gitte Højbjerg