Sådan får du dahlia til frosten kommer

I sensommeren og efteråret er der ingen andre blomster, der som dahlia kan give frodighed og farveklatter.

Heldigvis bor jeg på et sted, hvor den første frost indfinder sig ret sent, og det betyder, at jeg ofte kan nyde de dejlige dahliaer et godt stykke ind i efteråret. Minusgrader er nemlig fatale for dahliaer eller georginer, der er det danske navn. Tænk blot på sentensen i ‘Marken er mejet’: … vi har georginer og bonderoser nok …

Når der varsles om den første frost, dækker jeg nogle af planterne med fiberdug eller let stof. På den måde kan man holde forfaldet fra døren et stykke tid.

Bed fuld af dahlia i efteråret

Det er nemlig efter høsttiden, de farverige blomster virkelig bugner. Nogle vælger dahliaerne fra, fordi de er så besværlige, som de udtrykker det. Det ‘besværlige’ handler om det med vinterkulden. Inden frosten går i jorden, skal knoldene nemlig graves op og gemmes ved nogle få plusgrader vinteren over.

Før i tiden var det almindeligt med et køligt gæsteværelse, en ditto kælder eller måske ligefrem en kartoffelkule. Men disse ting er ikke så almindelige i forbindelse med nutidens boliger.

Læs også: Dekoration i kartoffelskål

Knolde og vinteropbevaring

Problemet er, at dahliaknoldene tørrer ud, hvis de opbevares for varmt. Men hvad gør man så? Jeg kender folk, der sender deres knolde til vinteropbevaring hos et af de gartnerier, der overvintrer sarte planter for folk; de såkaldte plantehoteller.

En anden mulighed er ganske enkelt at lade knoldene blive i jorden vinteren over. Efter forrige vinter var nogle så heldige, at dahliaplanterne kom igen i foråret, fordi de slet ikke havde frost. Men det skal man altså ikke satse på. Pointen er, at en dahliaknold sjældent koster mere end en snes kroner, og det er jo ikke mere end en sommerblomst. Så det er dumt at fravælge dahliaerne på grund af deres vintersarthed.

Hold sneglene væk

Et andet problem med dahliaer er, at sneglene elsker dem, og derfor dyrker jeg planterne i krukker. Kanterne dækkes med kobbertape, som sneglene ikke bryder sig om at forcere.

På nettet kan man også købe kobberringe til placering omkring planterne nede ved jorden ved dyrkning i bed. Der er altså ingen undskyldning for ikke at dyrke dahliaer.

Læs også: Blå snerler i krukker

Der findes mange forskellige blomsterformer, og jeg holder især af de små pomponblomster, men også af de kaktusformede. Dahliaer gør sig rigtig godt i buketter, og det herlige er, at jo flere man plukker, desto flere kommer der. Det handler om, at blomster i bund og grund er skabt til at sætte frø for at sikre artens overlevelse, og hvis man hindrer dem i det ved at bortklippe de visne blomster, inden frøstandene udvikler sig, kommer der nye knopper.

20140825_100016

Tænk engang, at naturen kan skabe noget så smukt som de fine pompondahliaer

Kaktus dahlia

Kaktus dahlia. Det er både nemt og taknemmeligt at dyrke dahliaer i krukker, men det er vigtigt at huske at gøde

Læs også: Skærmliljer ude af kontrol

Tekst  Claus Dalbys

Foto  Claus Dalby