Der er altid plads til én til … siger et gammelt reklameslogen. Og det gælder i høj grad, når det handler om slyngroser. De fylder nemlig kun ganske lidt nede ved jorden, men ofte flere kvadratmeter oppe i luften.

Allerede da jeg begyndte på at planlægge min have for omkring en snes år siden, var jeg klar over, at jeg skulle have roser; mange roser. Og sådan er det også blevet. Ikke alene bedroser, men også slyngende og klatrende, der blev plantet alle steder, hvor der var plads.

Jeg er glad for mine slyngroser, fordi de giver haven en helt særlig stemning. Planter, der gror op ad hegn eller mure, skaber frodighed, og som nævnt optager de ikke meget plads. Der er altså ikke noget at betænke sig på!

Jeg har så mange yndlings slyngroser, og her vil jeg nævne nogle få.

Læs også: Dansker modtager international rosen-pris

Constance Spry – 250-300 cm.

Denne rose så jeg for mange år siden i England, og det er altid den, jeg anbefaler først, hvis nogen spørger mig om en romantisk slyngrose. Selv plantede jeg en halv snes stykker op ad hegnet nede ved vejen, og det har jeg aldrig fortrudt.

Hvert år midt i juni folder de fantastiske store runde rosenhoveder sig ud og udsender den lifligste duft. Mest af alt minder blomsterne om pæoner, og jeg kender ingen anden slyngrose, der er så skøn som den.

Det skal lige nævnes, at ’Constance Spry’, der er frembragt af den engelske rosenforædler David Austin, kun blomstrer én gang. Men det lever jeg fint med, når det er så skøn en rose som denne.

Bemærk min bog ’Romantiske haver’ nederst på næste side. Det er ’Constance Spry’, der pryder forsiden.

Constance Spry

Eden rose – 200-250 cm.

En anden rose, der også er dejlig, hedder ’Eden Rose’, hvis man støder på den ude i verden. Men den har også et dansk navn – ’Willestrup’. Rosen, der næsten ser ud som om, den er lavet af marcipan, blomstrer helt ind i efteråret. Dufter moderat. ’Eden Rose’ er ikke alene smuk på et espalier, men også op ad en søjle.

Slyngroser Eden Rose

Clair Matin – 300-350 cm.

Når jeg rejser rundt for at besøge haver, som jeg portrætterer i mine bøger, lærer jeg hele tiden noget nyt. For eksempel så jeg for nogle år siden denne skønne rose hos Pia Juhl Andersen i Vangede. Blomsterne som sådan er ikke særligt bemærkelsesværdige, men det er til gengæld antallet af blomster. Sjældent har jeg oplevet en så frodig rose.

Clair Matin

Læs også: En hæk er ikke bare en hæk

Alchymist – 400-500 cm.

En uimodståelig dejlig rose med den mest fantastiske duft og de smukkeste roser, der changerer fra cremegul til abrikos og rosa. Jeg har to imponerende eksemplarer voksende op ad huset, og der er en af de skønneste slyngroser, jeg kender.

’Alchymist’ er den første rose, der springer ud her i haven, som regel i begyndelsen af juni. Også her er der tale om en rose, der kun blomstrer en gang. Men det bør ikke afholde nogen fra at plante den.

Alchymist

Rosa helenae ‘Lykkefund’ – 500-600 cm.

Dette er den mest frodige af dem, jeg nævner her. Den er éngangsblomstrende og får hundredvis af små cremehvide blomster, der efterfølges af de fineste orange hyben.

Denne rose har fået tilnavnet ’honningrose’, og det skyldes den mest vidunderlige duft. Rosa helenae ‘Lykkefund’ er særlig smuk, hvis den får lov til at vokse op i et frugttræ eller lignende.

Helenae Lykkefund

Mange andre

Der er selvfølgelig mange andre skønne slyngroser. Internettet er en uudtømmelig kilde til inspiration. Lige nu har havecentrene pottede roser, men fra efteråret kan roserne bestilles som barrodede, og i mange tilfælde er det muligt at få dem leveret med posten.

Læs også: Claus Dalbys jul

Tekst  Claus Dalby

Foto  Claus Dalby