Deling af stauder og såning i efteråret

Hvis du har lidt tålmodighed, behøver det hverken være dyrt eller svært at få en have, der bugner af lækre stauder. Havefotograf Signe Goldmann giver sine bedste efterårsråd til, hvordan du nemt og billigt kan få masser af skønne planter.

Det kan godt gå hen og blive ret dyrt, at få plantet haven til med alle yndlingsplanterne i de mængder, man går og drømmer om – ikke mindst, når man har en rigtig stor have.
Hvis jeg havde pengene til det, kunne jeg nok godt være fristet til at hyre et gartner-team, der både kunne grave bede og køre trillebør efter trillebør med store smukke blomstrende stauder ind på matriklen. Men der er ikke lige plads i budgettet, og måske er det i virkeligheden meget godt, for selvom jeg ikke selv har mulighed for at skabe forvandlingen på en weekend, så rummer det en anden form for tilfredsstillelse, når jeg skaber det selv. Her i efteråret står den derfor både på deling og såning af nogle af yndlingsstauderne her i haven.

Læs også: Læg forårsløg i græsplænen

Frøstande

Deling af stauder

Efteråret er det perfekte tidspunkt til at dele stauder, altså flerårige planter. Jeg har bl.a. en del forskellige storkenæb, som jeg har fået forærende. Mange af dem har jeg kun en enkelt eller to af, men en enkelt plante kan blive til rigtig mange, hvis man graver den op og deler den. Rodstykkerne planter jeg igen med det samme med lidt afstand og vander grundigt. Fordelen ved at gøre det nu er, at det ikke er så varmt og tørt længere, og planterne er derfor mindre udsatte, selvom man har forstyrret deres rødder.
Når foråret kommer, har de fleste allerede fået godt fat igen, og man slipper for at være helt så meget over dem med vandkanden. (Min erfaring er, at de fleste planter faktisk klarer den, selvom man glemmer vandkanden, med mindre de står et meget tørt og solrigt sted – jeg vil dog ikke anbefale det).

Læs også: Skilla og snepryd – Blå favoritter i foråret

Frøstande

Efterårssåning

Da jeg fik min første have, var såning udelukkende en forårsaktivitet, men i dag sår jeg mange af planterne allerede om efteråret.
Nogle frø har brug for en kuldeperiode for at spire, de såkaldte kuldekimere (det gælder bl.a. purpursolhat og stjerneskærm, som jeg meget gerne vil have flere af). Når jeg sår dem nu og lader dem stå ude hele vinteren, sørger naturen selv for, at de får den kulde, de har brug for, så de er klar til at spire til foråret.
Det har også den anden fordel, at jeg slipper for bøvlet med først at indsamle og tørre frøene, pakke dem i små papirsposer og så huske at finde dem frem igen på det helt rigtige tidspunkt om foråret for at så dem. I stedet tager jeg bare frøene direkte fra planten og sår dem med det samme, hvilket ikke tager mange minutter. Bakkerne stiller jeg et sted, hvor der ikke kommer direkte sol eller slagregn, og så tjekker jeg engang imellem, at de ikke tørrer ud.

Egentlig kunne jeg jo også bare lade frøene drysse ned på jorden i bedet og lade dem spire her, men de er lidt lettere at holde styr på, når de sås i en bakke med steriliseret så-jord, så de ikke blander sig med ukrudtet eller overskygges af andre planter i bedet. Og jeg må erkende, at det i forårstravlheden er sjældent, jeg husker at få reddet dem i tide, hvis de står i bedet.

Læs også: Den vinterblomstrende kejserbusk

Såning af frø

Husk at mærke så-bakkerne

Husk i øvrigt altid at få sat et navneskilt i så-bakken med det samme. Jeg har mange gange tænkt, at det kunne jeg gøre senere, og jeg har følt mig helt overbevist om, at jeg nok skulle huske, hvilke frø der var tale om – men når jeg så et par timer (som nogle gange er blevet til dage eller uger) senere står og kigger på bakkerne, har jeg alligevel fuldstændig glemt, hvad jeg har sået hvor.
Det er muligt, at der ikke er helt så mange af frøene, der spirer, som da jeg indsamlede, tørrede og såede efter alle kunstens regler om foråret, men der er mere end rigeligt til mit forbrug, og fordi det er så nemt at gå til, får jeg det faktisk også gjort – hvilket jo er det allerførste skridt på vejen til succes.

Gode tips til formering af stauder

Storkenæb kan let deles med fingrene ved at hive stænglerne fra hinanden, og den kan blive til rigtig mange nye småplanter.

Deling af storkenæb

Hosta har en mere massiv rod, så her skal der en spade til for at hakke den over. Hvis planten ikke er så kraftig endnu, nøjes jeg med at dele den i to, mens de lidt kraftigere deles i fire.

Deling af hosta

Frøene fra purpursolhat og stjerneskærm har brug for kulde for at kunne spire, så de er oplagte at så om efteråret. Småplanterne blomstrer ikke første år, men de er til gengæld værd at vente på.

Smukke blomster er værd at vente på

Frø fra prydløgene spirede i bedet i foråret, men jeg nåede aldrig at få reddet dem, inden de var blevet kvalt af andre planter. I år har jeg sået prydløgene i en bakke, så jeg bedre kan holde styr på dem. De kunne dog sagtens vente til foråret, men nu er det gjort. Der går nogle år, før de er store nok til at blomstre.

Læs også: Adam Aamanns tilbehør til smørrebrød

Tekst  Signe Goldmann

Foto  Signe Goldmann